Kræftpatienter klarer sig meget forskelligt
Ressourcestærke patienter klarer sig bedre end andre kræftpatienter
De praktiserende læger og landets hospitaler henviser langt oftere de stærkere og veluddannede kræftpatienter til genoptræning og anden hjælp end de kræftpatienter, der er socialt sårbare og har en kort uddannelse. Det viser en undersøgelse lavet af Kræftens Bekæmpelse og Københavns Kommune.
“Vi tror ikke, der er tale om bevidst forskelsbehandling fra lægernes side. Men måske de ressourcestærke kræftpatienter er bedre til at stille krav om genoptræning og støtte. Og måske er læger og sundhedsprofessionelle selv mere på 'bølgelængde' med de veluddannede og 'taler samme sprog',” siger seniorforsker Susanne Dalton fra Kræftens Bekæmpelses om undersøgelsen.
Denne skævhed skal et nyt såkaldt navigator-projekt i Vejle rode bod på.
Her kan socialt sårbare kræftpatienter få hjælp af frivillige til bedre at overskue, hvilke muligheder de har.
Ifølge Annette Hornemann, navigator- og frivilligkoordinator hos Kræftens Bekæmpelse ved Kræftrådgivningen i Vejle, skal patienterne gennem projektet blive bedre til selvhjælp.
14.000 kræftpatienter fra København deltog i undersøgelsen.
Publiceret 21 July 2015 18:00