Spar på vandet i haven indtil august.

Spar på vandet i haven indtil august.

Til ganen - og ikke til haven

Når varmen lægger sig over landet, stiger forbruget af vand. HOFOR, der forsyner hovedstadsområdet med vand, skal derfor minde om, at man i juni, juli og august sparer på det dyrebare drikkevand og undlader at vande græsplænen, så åer og vandløb ikke tørrer ud.

Vi giver her fire gode råd til en frodig have uden vandfrås. Hovedstadsområdet bruger rigtig meget vand her i sommervarmen, og det er ikke kun til at slukke tørsten med. Vandforbruget ligger typisk 10-15 procent højere end normalt, når heden kommer til landet. Det skyldes, at der bliver brugt masser af vand til afkølende brusebade, soppebassiner og vanding af græsplæner og blomsterbede. Der bliver brugt mere vand end godt er for vores sparsomme grundvandsressource. Især i hovedstadsområdet, hvor befolkningstætheden er stor, er trækket på grundvandsressourcen stort. - Der er ikke akut risiko for, at vi mangler vand til hovedstadsområdet. Men vi opfordrer folk til at bruge vandet med omtanke, fordi vi alle sammen har et medansvar for, at vandindvindingen sker på den mest bæredygtige måde. Når vi i tørre perioder suger ekstra kraftigt af grundvandet, er der fare for udtørring af åer og vandløb - og det går ud over dyrelivet, siger Mette Hansen, projektleder i HOFOR. Undgå derfor i sommermånederne at vande græsplæner. Selv en meget gul græsplæne bliver hurtigt grøn igen, når regnen kommer. Samtidig er der ingen grund til at vande andre dele af haven i løbet af dagen, hvor vandet fordamper næsten ligeså hurtigt, som det kommer ned på jorden. Det er langt bedre at vente med at vande til om aftenen, hvor det er køligere. Så får vandet nemlig en chance for at komme ned til planternes rødder. Nogle af de bedste vandspareråd er, at man skal reparere løbende toiletter og dryppende haner, tænke sig om, før man anskaffer en havepool eller et stort bassin. Begge bruger ufatteligt meget vand. Eksempelvis bruger et fritstående bassin på 5000 liter ligeså meget vand som 90 almindelige brusebade. - Jeg er sikker på, at borgerne forstår problematikken og følger vores enkle råd til at spare på vandet. Vi skal alle være med til at sikre, at næste generation har drikkevand nok - og at vandindvindingen går mindst muligt ud over naturen, siger Mette Hansen.

Sådan holder du haven frodig uden at fråse med vandet:

Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden vanding Saml regnvand fra taget i en regnvandstønde - så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne. Læg et låg på regnvandstønden, så vandet ikke fordamper. Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker - så bruger du kun 20 liter vand i stedet for at vande med haveslangen som bruger 12 liter vand pr. minut Lad være med at vande om dagen hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.

Publiceret 21 July 2015 08:00