AFLYSNING:

Ingen majslabyrint i år

Arrangørerne har måttet trække stikket for den store majslabyrint ved Tinglev

Af
Af Peter Rasmussen

Majslabyrinten ved Tinglev er efterhånden vokset til at være en stor turistattraktion, som hvert år henter mange turister til. Hertil kommer at skoler og institutioner har stor glæde af den store naturskabte legeplads.
2015 er 10-året for majslabyrinten, og det jubilæum er der ikke meget held ved. Først måtte arrangørerne - det såkaldte majslabyrint-udvalg hos LHN - melde om mindst 14 dages udsættelse af åbningen. Og nu kommer så den triste melding, at labyrinten er helt aflyst i år.
Årsagen er det kolde og våde vejr, som her været stort set optimalt ringe for majs:
"Det gode sommervejr har svigtet i år og majsene har slet ikke villet gro som de plejer. De har manglet varme i dagtimerne, og der har samtidig været koldt om natten," skriver LHN i en pressemeddelelse:
"LHNs majslabyrintudvalg som består af Christa Schrøder, Dirk Andresen, Jørgen Popp Petersen og Tage Hansen har her til morgen holdt et ekstraordinært udvalgsmøde ude midt i majsmarken hvor forskellige muligheder blev drøftet, herunder udskydelse af åbningsdatoen men desværre måtte vi gå den tunge gang at skride til aflysning," hedder det videre.
"På grund af de meget komplicerede regler for hektarstøtte, kan vi ikke bare flytte majslabyrinten ind i en anden majsmark. Så ryger støtten og der kan dermed komme krydsoverensstemmelse ind over og så bliver det rigtig dyrt," forklarer de. De ser dog også lidt lys for enden af tunellen:
"Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Næste års majslabyrint skulle under alle omstændigheder have ny adresse, idet der skal graves grus på de arealer hvor vi har haft labyrinten i mange år. Vi har derfor indgået et spændende samarbejde med Uge Lystfiskersø om næste års majslabyrint," slutter LHN.
 
 

På forsiden af avisen

I den udgave af Lokalavisen Haderslev, som udkommer i dag, er majslabyrinten netop omtalt. Den er endda på forsiden. Man informationerne her er altså fra før informationen om aflysningen kom.

Publiceret 21 July 2015 11:00