Betal for din burger med mobilen:

McDonald's får Mobilepay

McDonald's Danmark og Danske Bank gør det nu muligt for restaurantkædens gæster at betale for maden med mobilen. Den 28. juli lancerer McDonald's nemlig MobilePay i alle landets 87 restauranter, hvor gæsterne kan betale direkte med mobilen.
 
Med indførelsen af MobilePay er McDonald's den første, danske fastfood-kæde, der tilbyder mobilbetaling i restauranterne. Hidtil har det kun været muligt at betale med MobilePay i fastfoodrestauranter ved bestilling på nettet.
 
"Vi har glædet os rigtig meget til at introducere MobilePay-løsningen til vores gæster i restauranterne, fordi vi tror på, at det vil styrke serviceoplevelsen for dem, der ønsker at lade kontanter og betalingskort blive derhjemme," siger Joachim Knudsen, administrerende direktør for McDonald's i en pressemeddelelse.
 
"Vi har en klar vision og målrettet plan for, hvordan fremtidens danske McDonald's restauranter skal se ud, og hvilken oplevelse vores gæster skal have i restauranterne fra de kommer ind og bestiller til de forlader restauranten. Implementeringen af MobilePay er et vigtigt skridt på vejen mod vores mål".
 
Den nye betalingsmulighed indebærer, at McDonald's installerer små bokse ved alle kasser i restauranterne. Hvis gæsten vælger at betale via MobilePay, sender boksen beløbet til gæstens mobil med en anmodning om betaling, når bestillingen er foretaget. Løsningen er baseret på Danske Banks MobilePay-app og kører blandt andet på Bluetooth og NFC-teknologi.
 
McDonald's har de seneste uger testet løsningen i restauranterne i Valby og på Falkoner Allé på Frederiksberg, og her har gæsterne vist stor interesse for at betale med mobilen.
 
Det vil fortsat været muligt at betale med betalingskort og kontanter i McDonald's-restauranter landet over. MobilePay-løsningen skal ses som en supplerende betalingsmulighed.
 

Publiceret 21 July 2015 10:00