Rygtet talte sandt:

Topscorer bliver hos SønderjyskE

De sønderjyske fans jubler: Cory Quirk tager en sæson mere hos de danske mestre

Af
pra

Juleaften kommer to gange i år i Sønderjylland. De ishockeygale syd- og sønderjyder kan nemlig glæde sig over, at topscorer Cory Quirk alligevel fortsætter i SønderjyskE.
Der er tale om held i uheld, da Cory Quirk efter to succesrige sæsoner hos SønderjyskE havde valgt at takke ja til et attraktivt tilbud fra EV Landshut. Den tyske traditionsklub har dog ikke fået licens til den kommende sæson, og det åbnede op for, at amerikaneren kunne fortsætte hos SønderjyskE. At den populære amerikaner er på holdkortet næste sæson vækker naturligvis glæde hos adm. direktør Klaus B. Rasmussen:
"I SønderjyskE siger vi ofte på gensyn til spillere, som forlader os. Anders Førster er tilbage hos os igen, og nu kan vi også sige velkommen tilbage til Cory Quirk. Det skyldes ikke mindst også et fremragende stykke forarbejde af sportschef Søren Stockfisch, som siden foråret har opretholdt en tæt kontakt til ham. Vi er naturligvis meget begejstrede over, at vi har fået en aftale på plads med Cory Quirk efter de uheldige omstændigheder i Tyskland," siger Klaus B. Rasmussen.
Cory Quirk kronede DM-guldet i foråret med en plads på ligaens All Star-hold efter imponerende 85 point i sæsonens 51 kampe. En profil af de helt store i Metal Ligaen. Han var også på All Star-holdet og vandt DM-guld året forinden, og nu jagter center-spilleren altså sin tredje guldmedalje i lyseblåt.
"Cory Quirk har mange kvaliteter i sit spil, og så arbejder han hårdt i hver eneste kamp. Han er en playmaker, som med sit gode overblik gør medspillerne gode, men samtidig kan han også lave mål. Vi får en klassespiller tilbage i den lyseblå trøje," fastslår Klaus B. Rasmussen.
Der er indgået en ét-årig aftale, der indeholder en option for yderligere en sæson. Med Cory Quirk er holdet på plads til sæsonstarten. Allerede den 20. august går det løs i Champions Hockey League, hvor modstanderen i SE Arena er Red Bull Salzburg.

Cory Quirk

Alder:            29 år (03.07.1986)

Højde:           175 cm

Vægt:            82 kg

Position:        Forward/center

Fatning:         Venstre

Kontrakt:       1 år (30.06.2016 – med option for yderligere en sæson)

Trøjenr.:        11

Tidligere klubber: UMass (Amherst), Albany River Rats, Worcester Sharks, Starbulls Rosenheim, JYP, Hannover Scorpions, SønderjyskE.

Publiceret 01 August 2015 08:00