Sebastian Klein.

Sebastian Klein.

Mød Sebastian Klein på Vestegnsruten

Saml familien & mød op med cykler eller iført travesko eller rulleskøjter, når Dansk Cyklistforbund og Vestegnskommunerne byder på en oplevelsesrig dag på den etablerede maratonrute ”Vestegnsruten”

Der er lagt op til en begivenhedsrig dag på Vestegnsruten, når Dansk Cyklistforbund i samarbejde med kommunerne Hvidovre, Rødovre, Albertslund, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup byder på masser af aktiviteter på Vestegnsruten på næste søndag den 13. september.

I Hvidovre begynder dagen, der også markerer afslutningen på Vestegnens Kulturuge 37, kl. 9.30 med frugt og kaffe på Vestvolden for enden af Avedøre Tværvej. Herefter byder borgmester Helle Adelborg officielt velkommen kl. 10, inden Sebastian Klein og hans zoologshow kl. ca. 10.15 sætter gang i både lattermuskler og resten af dagens mange sjove oplevelser for hele familien. I løbet af dagen kan I blandt andet gå på skattejagt med start kl. 11.00 for enden af Avedøre Tværvej og efterfølgende forsætte til Paradis Batteri for at opleve kunstinstallationen “Kroppen i krig” om de danske udsendte soldater. Her kan I også nyde en god kop kaffe fra Kaffekompagniet og prøve kræfter med cykelforhindringsbanen på en trickcykel. I kan også slå et smut forbi Quark Naturcenter, hvor der afholdes “Naturens Dag” med temaet “Naturen, hvor du bor”. På naturcentret kan I smage på hjemmelavet brændenældesuppe og lave snobrød sammen med Hvidovre Spejderne. Har I en sød tand i familien, kan snobrødet også tilsættes syltetøj, og I kan samle de modne mirabeller og selv lave syltetøj af dem. Imens er der planlagt stjerneløb på Avedøresletten, og her kan du løse gåder og gå på opdagelse med en GPS. I kan også høre med, når naturcentrets biavler beretter om, hvad der foregår i løbet af året i bistaderne, eller når Hvidovre Ko/Fåregræsser forening fortæller om livets gang med husdyr. Inden I forsætter videre til andre spændende oplevelser på Vestegnsruten i Rødovre, Albertslund, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup, kan I gøre stop ved Station O, der ligger på den sydligste del af Vestvolden på den anden side af Gl. Køge Landevej. Her er der mulighed for at prøve rulleskøjter og lære seje rulleskøjtetricks, der nok skal imponere enhver. Dagen byder på noget for enhver smag, og alle er velkomne. Det er helt op til jer selv, om I blot vil opleve en lille del af ruten eller forsætte hele turen rundt. Det er dog værd at bemærke at dele af ruten ikke er asfalteret, og at det derfor ikke er muligt at køre hele vejen på rulleskøjter.

Publiceret 01 September 2015 08:00