Marc Ferrigno burde være klar igen efter en mindre skade i baglåret.

Marc Ferrigno burde være klar igen efter en mindre skade i baglåret.

Så gælder det medaljerne

Hvidovre Tennis’ elitedivisionshold for herrer har kvalificeret sig til slutspillet 2015 for første gang nogensinde

TENNIS: Mange vil formentlig kalde det overraskende, men spørger man folk med daglig tilgang i Hvidovre Tennis, er det måske ikke så forbløffende en nyhed, men blot en konsekvens af hårdt arbejde på banen de seneste år. Hvidovre Tennis er efterhånden blevet et synonym på elite i dansk tennis med flere guldmedaljer til de nationale ungdomsmesterskaber og flere medaljer til Danmarksmesterskaberne for seniorer.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

Slutspillet foregår på den måde, at de fire stærkeste hold gennem sæsonen spiller imod hinanden for at finde ud af, hvem der skal løbe af sted med guldet. De fire hold er KB, HIK, Gentofte og Hvidovre og alle kampene finder sted på KB’s anlæg på Peter Bangs Vej 147. Semifinaler: Lørdag den 5. september kl. 11, hvor KB møder HIK og Gentofte - Hvidovre. Finale/Bronzekamp: Søndag den 6. september kl. 11. Hvidovre har gået uimponeret i kamp uge efter uge gennem sæsonen, hvor holdet i øjeblikket er det eneste hold, der kan kalde sig ubesejret, hvis man ser bort fra guldfavoritterne fra KB. Nicolai Ferrigno udtaler: - Vi er et hold, der er utroligt svære at slå, da vi alle har et højt bundniveau. Vi er uden tvivl det hold, som favoritterne fra KB frygter mest, da vi i denne sæson har kommet med et helt nyt pust til den danske elitedivision... En af klubbens bærende kræfter Søren Wedege tilføjer:  - Grunden til, at de andre hold frygter at møde os, er jo, at vi alle på holdet individuelt er vant til at vinde kampe og titler, så vores modstandere skal lede længe efter svage punkter... Jacob Holst skulle ikke have mere end to år som sportschef i Hvidovre Tennis før Hvidovre’s herrer også fik kvalificeret sig til slutspillet, da damerne har gjort det flere gange inden for de sidste par år. Sportschefen har ikke lagt skjul på at målet fra starten af sæsonen har været minimum en medalje: - uanset hvem vi møder, og hvornår vi møder dem, så skal modparten spille på et utroligt højt niveau for at slå os....

Sådan spiller man

Kigger man på styrkeforholdene mellem Hvidovre og semifinalemodstanderne fra Gentofte, så er der en meget jævnbyrdig og spændende kamp i vente. For blot en uge siden mødtes de to hold i mellemspillet, og kampen endte 3-3, hvilket var nok for begge mandskaber til at kvalificere sig og dermed sende Lyngby ud af turneringen, som er kendt for at være den evige sølvvinder altid besejret af KB. Kampene består af fire singler og to doubler, der i alt giver seks point. Ved stillingen 3-3 spilles der en afgørende match-tiebreak, hvilket er en tiebreak helt op til 10 i stedet for det normale 7. Vinderen af denne match-tiebreak er dermed vinderen af holdkampen (dette er kun tilfældet til slutspillet, da man i løbet af sæsonen godt kan få et uafgjort resultat). Hvert hold indstiller deres spillere i en rækkefølge fra 1 til 4, hvor holdenes 1. singler møder hinanden, 2. singler møder hinanden, osv. Efter singlerne spilles der doubler, og der er flere taktiske muligheder alt efter stillingen på dette tidspunkt af kampen. Den eneste regel for, hvem der må spille hvor, er at 1. singlen for hvert mandskab skal spille 1. doublen.

Svensk wildcard

Til slutspillet foregår det sådan, at man skal have spillet minimum to kampe for holdet for at være kvalificeret til at stille op. Derudover har alle hold 1 wildcard, som de kan bruge på hvilken som helst spiller, der er registreret for klubben. Hvidovre har valgt at bruge deres wildcard på svenske Isak Arvidsson, som vil spille 1. single for holdet. Han er en spiller på utrolig højt internationalt niveau og har flere gange været i truppen til det svenske landshold, der har flere titler i single under bæltet og endnu flere titler i double. Hvidovre har derfor en markant forstærkning i forhold til det sidste møde med Gentofte. Gentofte har også en mulighed for at bruge deres wildcard, men af gode grunde har de ikke offentliggjort deres valg, men det forventes at svenske Dragos Madaras tages i brug. Begge mandskaber forventes dermed at være forstærket op til slutspillet. Derudover har Hvidovres trup haft et par problemer, da sidste uges 1. single Marc Ferrigno har haft lidt med baglåret, da han tidligt i kampen imod Gentofte fik sig en forstrækning. Han er dog fortrøstningsfuld, og meddeler: - “Låret har det bedre, og jeg har trænet en smule med de sidste dage. Jeg forventer at intensivere træningen i ugen op til slutspillet. Slutspilet er ikke et sted, hvor små skavanker holder os tilbage, så lige nu handler det blot om at få den bedst mulige forberedelse, under omstændigheder vi ikke kan ændre”. Der opfordres til at møde op på KB’s anlæg på Peter Bangs Vej 147 lørdag og/eller søndag for at se dansk top tennis, og ikke mindst for at støtte de lokale fra Hvidovre Tennis i deres forsøg på at vinde medaljer.

Publiceret 01 September 2015 08:00