Standhaftig butikstyv nægtede alt

En 24-årig mand blev i går snuppet i Kolding Storcenter med en pæn mængde varer, som ikke tilhørte ham.
Manden blev stoppet, da han havde været inde i Blue Train, hvorfra han havde taget varer for knap 800 kroner uden at betale. Da politiet kom til stedet kunne de ydermere konstatere, at den 24-årige mand var i besiddelse af fire t-shirts fra Jack & Jones og et par sko fra Deichmann.
Manden viste sig dog temmelig standhaftig, idet han pure nægtede, at have stjålet disse varer, som han hævdede var købt i Rødekro. Selv da han blev forholdt det faktum, at der fandtes overvågningsvideo af ham, og at der hverken er Deichmann- eller Jack & Jones-butikker i Rødekro, fastholdt han sin forklaring, fortæller lokalpolitiet i Kolding.
I alt havde den 24-årige mand varer for omkring 1650 kroner på sig.  

Publiceret 01 September 2015 09:13