Ritva Gregersen.

Ritva Gregersen.

Figther:

Derfor har jeg meldt mig som fighter!!!

Min historie starter i 2013, et familiemedlem får konstateret kræft og efter behandling bliver personen erklæret rask, hele familien jubler. I september samme år får jeg en omgang influenza og efter feberen har forladt mig blev jeg ved med at have irritationer i halsen, som om jeg havde en “hylde” i halsen hver gang jeg skulle synke noget. Gik til lægen som tog en podning - resultat: intet galt. Men fik beskeden hvis det ikke forsvandt inden 14 dages tid, skulle jeg gå til næse-/høre-/halslæge.

Af
Med venlig hilsen Ritva Gregersen

Det gjorde jeg så, en fredag i starten af oktober kom jeg glad til halslægen. Kikkert igennem næsen, mange spørgsmål og da undersøgelsen var slut fik jeg vist optagelsen af denne og lægen pegede på en knude, med ordene: “Jeg tror dette er kræft”, tror ikke helt jeg fattede hvad han sagde. Så gik han hen til skrivebordet og ringede til Riget, jeg fik en tid til først kommende tirsdag, hvor jeg skulle til yderligere undersøgelser. Disse undersøgelser resulterede i en biopsi. I uge 43 (knæk cancer ugen i fjernsynet) fik jeg “dommen”: du har halskræft og det er HPVkræft, den kræfttype som normalt sætter sig i livmoderen, men som er begyndt at vandre, men heldigvis også med ordene at det var en kræfttype som er let helbredelig og at mit ikke var så fremskredet og min journal ville blive overført til Herlev Sygehus Den største ros fra mig til personalet på Herlev’s onkologisk afd. og stråle afd., det arbejde de udfører, deres tålmodighed, med alle spørgsmål fra både patienter og pårørende, og deres humør var med til at holde mig oppe under de fem gange kemoterapi og 33 gange strålebehandlinger jeg var igennem og som jeg var færdig med den 9/12 2013. Så her må jeg sige at vores sygehus system virker. Aldrig tror jeg at jeg har været så dårlig som jeg var efter endt behandling, tabte en masse kg., heraf en del af min muskelmasse og syntes det var utroligt svært at komme i gang med livet igen og komme tilbage til arbejde på fuld tid. Jeg er desværre stadig kun 50 % raskmeldt, men her er det vores sygedagpengesystem som bremser mig. Jeg er selvstændig og har en enkeltmands virksomhed og loven “siger” at når man ikke er ansat, er næste step 100 % og det kan jeg ikke klare endnu. Hvis mit firma havde været i selskabsform eks. et ApS, kunne jeg godt blive mellem 50-100 % raskmeldt, for så var jeg jo ansat i min egen virksomhed, men sådan er systemet desværre ikke. Heldigvis har jeg den sødeste sagsbehandler på Hvidovre Kommune, hun er virkelig hjælpsom når jeg kommer med alle mine spørgsmål. Jeg kunne sagtens arbejde mere end 50 %, men må ikke pga. systemet. Jeg skrev til den tidligere beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen om dette, jeg kan jo ikke være den eneste i Danmark med dette problem, efter et sygdomsforløb. Desværre fik jeg fik jeg bare en sludder for en sladder fra ministreret. Jeg tror virkelig at vores samfund kunne spare penge hvis der blev lavet lidt om i lovgivningen og systemet til at håndterer dette findes jo, så det er ikke den dybe tallerken der skal opfindes. Måske det ikke drejer som om den store guldgruppe, men mange bække små. Herefter skrev jeg til alle de politiske partier under valgkampen om problemet i sygedagpengeloven, fik mange fine svar, men lad os nu se om der sker noget - jeg tror det ikke. Måske jeg skulle sende en mail til den nuværende minister og håbe at han vil gøre noget. Jeg har meget svært ved at se forskellen på mig som menneske i en enkeltmands virksomhed eller som ansat i en virksomhed. Sygdommen vil altid være den samme og det ville bare være dejligt hvis jeg stille og rolig kunne arbejde mig op på 100 %. Jeg kan desværre pt. ikke gøre andet end at ligge samfundet til byrde, mere end jeg burde, men sådan er systemet. Så var spørgsmålet, hvad skulle jeg så gøre med den energi, jeg trods alt har?? Jeg blev kontaktet om jeg ville være med til at strikke brystproteser til kræftramte kvinder for foreningen “Vi strikker med hjertet” vistrikkermedhjertet.dk/ og det ville jeg selvfølgelig meget gerne. Her kunne jeg få beskæftiget mine hænder efter cigaretterne er blevet lagt på hylden. Igennem denne forening møder jeg mennesker som ikke selv har været ramt af kræft, men kæmper for andre som ikke kan kæmpe selv. Dette tiltaler mig selvfølgelig, så derfor melder mig som fighter i Hvidovre’s første Stafet for livet. Uge 43 i 2014 syntes jeg var svær at komme igennem, blev hele tiden mindet om at det var samme tid året før hvor mit mareridt startede, håber at det bliver lettere i år. Jeg har nu lært at tænke på mig selv som rask kræftpatient, det er jo sådan jeg skal tænke, overholde mine hospitalstjek og lytte til min krop. Hele denne oplevelse gør selvfølgelig, at jeg tænker meget anderledes i dag og at jeg i fremtiden vil gøre så meget opmærksom på kræft som jeg kan og forsøge at samle så mange penge ind, så der kan forskes endnu mere, så vi en dag kan slå denne sygdom. Før i tiden var det naboen som kendte nogen der havde kræft, men nu er det min familie, mine venner, deres familie og mig selv. Til sidst vil jeg gerne have lov til at sige det største tak til min familie og venner som hjalp/hjælper mig igennem denne periode af mit liv.

Publiceret 01 September 2015 08:00