En af de nye træningsfaciliteter i kælderen er cross-training, som Dorte Toft her demonstrerer lidt af. Foto: Lars Saugbjerg

En af de nye træningsfaciliteter i kælderen er cross-training, som Dorte Toft her demonstrerer lidt af. Foto: Lars Saugbjerg

Fitness World:

“Nu tager vi også kælderen i brug”

Fitness World på Vejlevej i Fredericia udvider centeret

Af
Lars Saugbjerg

“Det siger sig selv. Vi udvider for at få mere plads.”
Centerleder hos Fitness World på Vejlevej, Dorte Toft, kigger sig rundt i det store kælderlokale, og uddyber:
“Vi tager kælderen i brug for at afhjælpe de flaskehalse, der opstår ovenpå. Meget af det man kan træne ovenpå, kan man også træne hernede. Vi får dog også noget helt nyt her i kælderen, nemlig cross-training. Omkring halvdelen af de 300 nye kvadratmeter bliver cross-training,” fortæller centerlederen.
Fitness World fylder en del i Fredericia. Et nyt center på Nørre Voldgade - og nu tre etager på Vejlevej, cirka 2.000 kvadratmeter.
“Vi supplerer hinanden godt. Centeret i midtbyen fokuserer mest på styrketræning, hvor vi her på Vejlevej kombinerer styrketræningen med en del holdtræning. Mange vil gerne begge dele, og det kan de her,” siger Dorte Toft, der forventer sig meget af det nye tiltag, cross-training.

For alle aldre

Centerlederen griber fat i et stort tov, og svinger det op og ned.
“I cross-training bruger man kroppen på en ny måde, uden at være låst fast i en maskine. Det er for alle aldre. Der er virkelig mange muligheder for at køre det på forskellige niveauer. Og så er det jo bare fedt at prøve noget nyt.”
Dorte Toft beskriver Fredericia som en 'skifteholds-by'.
“Mange arbejder i treholdsskift, så der er næsten 'run' på hele dagen. Fra tidlig morgen til sen aften. Og der er døgnåbent på Nørre Voldgade,” siger Dorte Toft, der erkender, at det er en branche i konkurrence.
“Men vi adskiller os på flere område. Vi er jo en kæde, hvilket giver os fordele. For eksempel mulighed for rigtig mange forskellige hold. Vi kan låne instruktører hos hinanden, og de er alsidige - fysioterapeuter, massører, personlige trænere osv. Mange kunder benytter sig i øvrigt af muligheden for at kunne træne i andre byer. Det giver medlemskabet ret til.”


 
"Vi er ikke helt færdige endnu. Kælderen åbner i løbet af september."
Dorte Toft, centerleder

Publiceret 01 September 2015 06:00