Åbent hus på Kelstrup Naturskole

I morgen, lørdag den 5. september, fra 10 -13 indbyder Naturskolerne i Aabenraa Kommune til et spændende og hyggeligt naturarrangement på Kelstrup Naturskole.
Kom og oplev et væld af sjove, spændende og udfordrende naturaktiviteter for hele familien, når Kelstrup Naturskole slår dørene op til åbent hus anno 2015.
”Naturskolen er spækket med masser af naturaktiviteter som du kan prøve, smage, røre og kigge på”, fortæller naturskoleleder Mik Haar, som arrangerer dagen.
På dagen kan man eksempelvis se vildt blive parteret og tilberedt, udfolde sine kreative sider, skyde med bue og pil, lave stenovnsboller, bage bålpandekager, prøve den ny anlagte MTB-rute i Kelstrup Plantage, deltage i en friluftsgudstjeneste og meget mere.
Arrangementet er gratis, og alle kan deltage. Husk praktisk tøj og medbring gerne madpakken.
Arrangementet finder sted på Kelstrup Naturskole, Stokkebrovej 1B, 6340 Kruså.

Publiceret 04 September 2015 16:00