Lars Ulrik Mortensen. (Foto: Henrik Sørensen).

Lars Ulrik Mortensen. (Foto: Henrik Sørensen).

Concerto Copenhagens dirigent slår tonen an

Torsdag den 10. september på Køge Bibliotek

KONCERT: Hvad skal der til for at gøre gamle musikværker aktuelle?
Vær med, når Køge Bibliotek sætter barokmusikken til debat i selskab med dirigent og kunstnerisk leder af Concerto Copenhagen, Lars Ulrik Mortensen.
Det sker torsdag 10. september kl. 19.00 som del af den historiske festival Golden Days, der giver Kulturarven et servicetjek! Billetter kan købes på KøgeBibliotekernes hjemmeside www.koegebib.dk.

Museumsmusik eller Barok’n’ roll

Gammel musik bør spilles på gamle instrumenter i gammel stil. Det er den devise, de mange populære barokorkestre har arbejdet efter igennem de seneste årtier, hvor begreber 'originale instrumenter' og autentiske opførelser' har vundet frem i den klassiske musiks verden.
Men hvad kan man egentlig bruge de autentiske opførelser til i dag, flere hundrede år efter værkernes fødsel? Er det tør musikvidenskabelig arkæologi? Eller puster barokorkestrene støvet af de gamle værker og giver dem nyt liv ved at opføre værkerne på deres oprindelige præmisser?
Det danske barokorkester Cocerto Copenhagen arbejder med afsæt i bevidstheden om, at arven fra de gamle komponister bliver knastør og kedelig, hvis musikerne ikke formår at tolke værkerne med originalitet og få musikken til at lyde ny og frisk, hver gang de spiller den.
Samtidig er det vigtigt for orkestret at have en tæt kommunikation med publikum, hvilket er tydeligt under deres koncerter. Her spiller de nemlig med så stor energi, indlevelse og kropslighed, at publikum nemt kan leve sig ind i musikken og ikke bare føle sig som lytter, men også som egentlig deltager.
I 2007 modtog orkestrets cembalist, dirigent og kunstnerisk leder, Lars Ulrik Mortensen, Sonnings Musikpris for at have åbnet en hel generations ører og sind for den tidlige musik.
Mød ham til et foredrag om, hvilke tråde et orkester kan trække i for at gøre klassisk musik aktuel for publikum og en debat om, hvori musikkens aktualitet egentlig ligger.
pm

Publiceret 04 September 2015 14:00