Kasper Madsen og Mustapha Hamze modtog årets integrationspriser i Køge Kommune i forbindelse med festugen.

Kasper Madsen og Mustapha Hamze modtog årets integrationspriser i Køge Kommune i forbindelse med festugen.

Hyldet for god integration

Årets integrationspriser blev uddelt i forbindelse med Køge Festuge.

Af
Martin Rasmussen

Årets integrationspriser i Køge gik til Mustapha Hamze fra Karlemoseparken og Kasper Madsen fra Rema1000, Ølby.
- Mustapha Hamze får som beboer og "street agent" i Karlemoseparken de unge til at føle sig som en integreret del af samfundet. Han er med til at øge tryghed og trivsel blandt de unge, lyder det om baggrunden for tildelingen af prisen.
- Kaspers indsats betyder, at de unge ikke kun får et fritidsjob, men er en del af et samlet opkvalificerende læringsforløb som sammentænker fritid, ungdomsliv, kultur og uddannelse.
Sådan lyder en del af begrundelsen i indstillingerne. De to modtagere har lagt et helt ekstraordinært engagement, der fremmer inklusion og medborgerskab. I forbindelse med Køge Festuge blev priserne uddelt. Frivillighedsprisen er på 5000 kroner, og erhvervsprisen på 15.000 kroner.
I forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Miechael Stian Hansen, formand for Integrationsrådet:
- Jeg står her med en drage her i hånden. Den symboliserer for mig noget meget smukt, der kun fungerer med stærke snore, der styres af folk på jorden. Bag mig står alle nominerede til de to priser. Uanset hvem af dem der får priserne, har de alle stået fast og kyndigt med begge ben på jorden og hjulpet os med at styre snorene.
Vinderne fejres igen, når Center for Dansk og Integration holder dragefestival og åbent hus den 17. september ved Søndre Havn.

Publiceret 04 September 2015 07:00