Valgkampen og -dagen forløb forskelligt for de mange lokale folketingskandidater.
Nogle havde et hektisk program, hvor der blev ført valgkamp til det sidste. Andre havde en mere afslappet dag sammen med partifæller eller familie.
Nu, hvor det hele er kommet lidt på afstand, er der en del pudsige oplevelser, som stadig huskes, fortæller de.
Frank Wichmann, Liberal Alliance
“Jeg gik ikke så meget ud på selve valgdagen. Men jeg havde en pose valgballoner til overs. Vi havde delt balloner ud på gågaden, men til sidst blæste det så meget, at det ikke gav så meget mening at dele balloner ud. Så jeg tog posen med balloner med ned til min søns børnehave, og så holdt de ellers ballonfest,” siger Frank Wichmann fra Liberal Alliance.
Peter Jørgensen, Venstre
“Jeg havde brevstemt en uges tid i forvejen for at få tid til at føre valgkamp helt til det sidste på valgdagen. Det gjorde, at jeg mødtes med vores næstformand Kristian Jensen, og gik i gågaden.
I gågaden var der flere børn, der så mig og kommenterede til deres forældre 'se mor, han er den eneste af dem på lygtepælene, der har ben'. Og det er jo rigtigt nok,” siger Venstres Peter Jørgensen med henvisning til de særlige valgplakater, Venstre hængte op sidst i valgkampen. De bestod af tre almindelige plakater ovenpå hinanden, så de tilsammen viste Peter Jørgensen i fuld figur.
Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti
“På selve valgdagen stod jeg på banegården i Vejle for at dele kort ud til de, der ikke havde stemt endnu. Her mødte jeg en kvinde i 30'erne, som var i tvivl om, hvem hun ville stemme på.
Hun kunne ikke vælge mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Jeg har aldrig før oplevet nogen vakle mellem to så forskellige partier. Men altså både Enhedslisten og Dansk Folkeparti er jo EU-skeptiske og ønsker at gøre noget for de svageste. Men på udlændingepolitiken er vi meget forskellige, og jeg tror, at jeg fik overbevist kvinden om at stemme på os - netop på grund af udlændingepolitikken,” siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.
John Nyborg, Socialdemokraterne
“Hele valgdagen var en speciel oplevelse. Men jeg kom især til at smile, da jeg gik på gågaden og en hel del forældre fortalte mig, at deres børn ville have dem til at stemme på mig. Børnene havde sagt til deres forældre, at 'ham uden hår ser rar ud. Ham skal du stemme på'. En Enkelt forælder sagde, at han havde gjort, som sønnen krævede.
“Når manglende hår er en kvalitet som kandidat, har jeg lagt op til en vis langtidsholdbarhed,” siger John Nyborg fra Socialdemokraterne.
Lars Olesen, Socialistisk Folkeparti
“Jeg er lærer på Søndermarksskolen i Vejle og har gennem valgkampen oplevet, at mine elever har gået vældig højt op i mit kandidatur. En dreng i første klasse fortalte mig, at han synes, at jeg ville være en god pave. Det tager jeg som et kompliment,” siger Lars Olesen, som regner med at genopstille for SF.
Rune Christiansen, Radikale Venstre
“Selve valgdagen forløb forholdsvis roligt. Men valgkampen var hektisk, og jeg tror, at jeg - bortset fra mit bryllup, selvfølgelig - har spist stående i tre uger. Det er blevet til en del pizza og sandwiches.
Jeg er lektor på læreruddannelse i Århus og havde en hel del elever, der skulle til eksamen midt i valgkampen. Det kostede måske fire-fem dages valgkamp. Og en uge før valget blev jeg så gift, hvilket også kostede lidt på valgkampen. Så nu tager jeg og min dejlige hustru snart af sted på kroferie og laver ingenting i en uges tid,” siger Rune Christiansen, der var opstillet for radikale Venstre.
Henri Nissen. Kristendemokraterne
“Jeg tilbragte valgaftenen på Christiansborg. Det var rart og sjovt at hilse på de andre og også de mange nye. Man har det jo godt sammen med de andre. Og selvom man er uenige om meget, er man jo også enige om nogle ting. Alle partier har noget fornuftigt på hjerte. Og det var rart at opleve på sådan en aften,” siger Henri Nissen fra Kristendemokraterne.
Han afslørede fredag på fredericia.lokalavisen.dk, at han foreslår, at Kristendemokraterne nu nedlægger sig selv og eventuelt fusionerer med enten DF, Venstre eller Konservative Folkeparti.