StreetMekka tager form i den gamle Remisebygning. Til venstre ses en af de tidligere grave, der nu er fyldt op med beton, mens der til venstre i billedet er gjort klar til Luke Jouppis og hans team, der i denne uge tager fat på designet af faciliteter til skaterne.

StreetMekka tager form i den gamle Remisebygning. Til venstre ses en af de tidligere grave, der nu er fyldt op med beton, mens der til venstre i billedet er gjort klar til Luke Jouppis og hans team, der i denne uge tager fat på designet af faciliteter til skaterne.

Byggeri:

StreetMekka rejser sig på Remisen

Åbningen af StreetMekka på Remisen er kun godt tre måneder væk. I efterårsferien inviteres alle til at give en hånd med

Af
Louise Ritter

For mange virkede det usandsynligt, at der nogensinde igen skulle komme liv i den gamle, nedslidte Remise i Nørregade, men så kastede gadeidrætsorganisationen GAME sin kærlighed på stedet, Esbjerg Kommune spyttede i kassen, og til december får skatere, dansere, graffitimalere og alle mulige andre et fælles StreetMekka.
Dag for dag tager projektet form, og netop i disse dage indtager Luke Jouppis og hans designteam stedet for at lave skatedesign - det vil blandt andet sige støbning af ramper og baner i beton til Esbjergs skatere.

“Det går godt. Rigtig godt faktisk. Vi planlægger fortsat åbning i december, og det bliver et flot og fantastisk byggeri. Jeg var selv i Esbjerg i sidste uge for at besigtige det. Fra alle sider hører vi positive reaktioner,” fortæller Mikkel Gjelstrup, udviklingschef i GAME, der har hjemme i København.

Planerne har fra start været store og ambitiøse. Projektet ventes at løbe op i 18 millioner kroner og blev af borgmester Johnny Søtrup kaldt både visionært og i øjenhøjde med de unge, ved afsløringen.

De 18 millioner gør det dog ikke alene. Undervejs er byens unge flere gange blevet opfordret til at melde sig på banen med ønsker og ideer til StreetMekkas endelige form, og i efterårsferien bliver der byggeuge, hvor de unge, deres forældre, lokale virksomheder og alle mulige andre inviteres til at give en hånd med - blandt andet med bygning af fedt inventar.

Publiceret 04 September 2015 06:00