I dag bor Malene i København, men vi mødte hende til en snak i fødebyen Haderslev.

I dag bor Malene i København, men vi mødte hende til en snak i fødebyen Haderslev.

SE BILLEDER:

En miss-titel handler ikke kun om at se godt ud

Malene Riis Sørensen er med rette stolt af sin Miss Danmark titel

Af
Af Peter Rasmussen

Skønhed og mode hænger sammen - eller gør det?
Ja, det kan Malene Riis Sørensen hjælpe os med at opklare. Den unge kvinde, der er født og opvokset i Haderslev, men som nu bor i København, blev kåret til Miss Danmark i 2013. Og for at det ikke skal være løgn, så er Malenes storesøster, Mette, netop kåret til Miss International Denmark.
Det giver de to kvinder en plads i historiebøgerne. Aldrig tidligere har et søskendepar vundet to af de store skønhedskonkurrencer.  
“En sejr i en stor skønhedskonkurrence er ofte en åben dør til en modelkarriere, men det behøver ikke nødvendigvis at være sådan,” fortæller Malene Riis Sørensen, der aldrig selv har været tilknyttet et modelbureau.  
Forklaringen på dette finder man især i forskelligheden imellem det at være “Beauty Queen” og model. Hvor modellen skal være forholdsvis neutral, således at hun blot “sælger” tøjet, skoene eller hvad hun poserer for, så bliver man som Beauty Queen vurderet på en lang række ting, og frem for alt er det ens personlighed man har fokus på.  
“Det er langt fra altid den deltager, som objektivt er den smukkeste, som vinder de store titler. Men det er altid den deltager, som er det bedste forbillede, som vinder,” fortæller Malene.  
Det at være et godt forbillede betyder meget i de store skønhedskonkurrencer, hvor man arbejder  for at støtte de hjertesager man har. For Malene har det blandt andet være julemærkehjemmet:  
“Vi var de to små buttede piger, da vi var små. Derfor tror jeg det er så vigtigt for os at hjælpe børnene, som har det svært i dag. At vise dem, at hvis man tror på det, så kan man godt blive til noget,” fortæller Malene.

Ingen prinsessedrømme

At søstrene Mette og Malene skulle blive skønhedsdronninger handler ikke om klassiske prinsessedrømme hos de små piger:
”Vi har egentlig aldrig været til de store kjoler og høje hæle. Jeg kan huske at min mor købte et heksekostume til mig engang til fastelavn,” fortæller Malene.
De to søstre var ihærdige dansere som børn, og ifølge Malene har det været en god ballast at få. Både træningsmæssigt og fordi man lærte at performe og blive bedømt.  
“Dansekonkurrencer og skønhedskonkurrencer har mange ting til fælles. Men derfra, og så til at tro, at man en dag skulle kalde sig Miss Danmark - der var langt,” fortæller Malene.  
Hun blev da også overrasket,  da hun blev castet til Miss Danmark 2013 - og langt mere chokeret, da hun vandt. I dag forstår hun det bedre og arbejder stadig i Miss Danmark organisationen, hvor hun er mentor for de nye misser, når der er brug for rådgivning.  
“Jeg er stolt af at være en del af denne organisation. Her handler det rigtig meget om respekt og sunde værdier,” understreger Malene, der nævner størrelsen som ét af de steder, hvor der er forskel på skønhedsdronninger og modeller:
“Jeg har altid været en hel almindelig størrelse. Har aldrig kunnet mase mig ned i en størrelse 32, som man ser modeller gøre. Jeg er det man kalder en “curve” model, og det er jeg glad for.”  
Hun har ikke den store drøm om en international modelkarriere, selv om der har været bud efter hende:
”Jeg har aldrig været tilknyttet et bureau. Jeg tror såmænd godt jeg kunne blive det, men det er ikke der min interesse er,” fortæller Malene. Hun satser i stedet på en journalistuddannelse og arbejdet med velgørenhed og Miss Danmark. Hun glæder sig over at hun har fået oplevelser for livet, og at storesøster Mette er taget på selvsamme rejse:
“I konkurrencen Miss International er der relativt få europæiske deltagere i år. Det gør nok Mette til en favorit til at blive bedst fra Europa. Hvad det ellers kan række til kan man kun gisne om. Men det bliver en stor oplevelse for hende,” siger søsteren. For Malene handler det også om at gøre op med nogle fordomme:
”Mange tror, at kvinder som deltager i en Miss konkurrence er tom i hovedet. Det er lidt ærgerligt, og nok et produkt af, at Miss konkurrencerne ikke er så kendt i Danmark. Så ville man vide at man konkurrerer på mange forskellige egenskaber. Og når jeg ser på den danske Miss Danmark konkurrence, som ledes af Lisa Lenz, der selv er tidligere vinder, så kan jeg kun sige at jeg har den dybeste respekt. Det er ikke bare kønne piger i den rette størrelse, slutter Malene Riis Sørensen.
 

LINKS TIL BLOGS OG SITES

Malenes blog: http://beautybymalene.dk/

Malenes facebookside: https://www.facebook.com/MaleneRiisModeling Malenes Instagram: maleneriis

Mettes blog: http://metteriis.com/ Mettes Facebookside: https://www.facebook.com/MissInternationalDenmark2015 Mettes Instagram: missinternationaldenmark

Publiceret 04 September 2015 10:00