På de to operationsstuer bliver cirka 14 patienter behandlet om dagen.

På de to operationsstuer bliver cirka 14 patienter behandlet om dagen.

Dagkirurgi på et par timer

I denne uge fejrer Sammedagkirurgisk afsnit på Køge Sygehus 20 års jubilæum.

Da Sammedagkirurgisk afsnit på Køge Sygehus åbnede tilbage i 1995 skulle en brokpatient sygemeldes i to uger og måtte ikke løfte noget i fem uger. Afdelingen kunne dengang operere to til tre patienter på en dag, men i dag ser det helt anderledes ud.
- I dag er dagens første patienter gået hjem, før vi opererer de sidste, fortæller funktionsansvarlig overlæge Frederik Helgstrand.
På det Sammedagkirurgiske afsnit opererer lægerne omkring 13 patienter om dagen. Det er patienter med ortopædkirurgiske og mavetarmkirurgiske sygdomme. Der er to operationsstuer og otte sygeplejersker ansat. I dag er det primært kikkertkirurgi og eksempelvis galdestens-, brokoperationer, der er på afdelingen.
Afdelingssygeplejersken, Inge Bang-Achton, har været på afdelingen i alle tyve år, så hun har set udviklingen på nærmeste hold. Ifølge hende er tiden en af de faktorer, der har ændret sig mest.
- Førhen påvirkede en operation i høj grad patienternes hverdag. I dag skal de minimum være her en time efter operationen er afsluttet, og så kan de tage hjem igen. Hvis patienterne er mere end 10 minutter om at vågne, efter sidste sting er sat, er der gået lang tid, siger hun.

Afdelingssygeplejerske på sammedagkirurgiske afsnit, Inge Bang-Achton, har været med gennem alle 20 år.

Afdelingssygeplejerske på sammedagkirurgiske afsnit, Inge Bang-Achton, har været med gennem alle 20 år.

Pres fra samfundet

Til Sammedagkirurgisk afsnit er der også tilknyttet et ambulatorium. Her vurderes omkring 6000 patienter årligt. Aktiviteten på både ambulatoriet og operationsafdelingen er mere end fordoblet siden 1995.
- Der er et tiltagende ønske om øget kvalitet og ressourceudnyttelse fra patienter og samfund, derfor bruger vi meget energi på at udvikle os og finde de mest optimale løsninger. Derfor bruger vi også mange ressourcer på forskning. Blandt andet et projekt, hvor vi prøver at lave forundersøgelserne over telefon, siger Frederik Helgstrand.
Der er også overvejelser om i fremtiden at have både aften- og weekendåbent, så patienterne i højere grad har mulighed for at få operationerne til at passe med deres arbejde.

Publiceret 08 September 2015 07:00