Internationale designstuderende mødes i Kolding

Den 28. september og to uger frem slår Designskolen Kolding dørene op for omkring 30 internationale designstuderende fra nogle af verdens førende designskoler, som sammen med danske studerende og regionale virksomheder skal skabe social innovation gennem design.
Det sker på skolens årlige DesignCamp, som denne gang har fokus på social ansvarlighed, og hvordan man gennem design og innovation kan forbedre samfundsmæssige forhold og skabe både social og økonomisk værdi. 
12 virksomheder, heriblandt EasyFood, S.A. Christensen, Kolding Havn, Mungo Park og Our Daily Heroes, har meldt sig til at samarbejde med de studerende, som ved hjælp af designmetoder skal udvikle nye ideer og koncepter, som gør virksomhederne i stand til at arbejde målrettet med social innovation. Løsningerne tager udgangspunkt i virksomhedernes eksisterende ressourcer og kompetencer, og tanken er, at virksomhederne på kort eller langt sigt bliver i stand til at implementere dem i deres forretningsmodel.
Ud over en StudentCamp for særligt inviterede kandidatstuderende består DesignCamp2015 af en Business Conference den 29. september og en Masterclass  den 29. og 30. september, som ligeledes stiller skarpt på social innovation og spørgsmålene: Hvad er social innovation, hvorfor skal vi arbejde med det, og hvordan gør vi det? Alle kan tilmelde sig. Dog er der plads til maksimum 20 personer. 

Publiceret 08 September 2015 11:45