KAB kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om det er utilstrækkelig afdækning af taget, der er årsag til endnu flere vandskader i blok 12 i Frihedens Boligselskab.

KAB kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, om det er utilstrækkelig afdækning af taget, der er årsag til endnu flere vandskader i blok 12 i Frihedens Boligselskab.

Kraftige regnskyl forværrer situation i Frihedens Boligselskab

Beboere ved ikke, hvor store skaderne er i deres boliger

Et fremrykket arbejde med tagrenovation i Frihedens Boligselskab, afdeling I, har været ekstra belastet af de kraftige regnskyl den seneste måned. Resultatet er flere vandskader og beboere, der ikke ved, hvornår de kan flytte tilbage til deres hjem.

Af
key

Kundechef i KAB Annette Birkov bekræfter overfor Hvidovre Avis, at blok 12, som omfatter beboerne på Hvidovre Enghavevej 20-24 i den seneste tid har haft flere tilfælde af vandskader.
- Arbejdet gik i gang medio juli og beklageligvis har der i løbet af august måned været flere kraftige regnskyl, som har ført til flere vandskader. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt vandskaderne er blevet forværret af utilstrækkelig afdækning, skriver Annette Birkov i et skriftligt svar på Hvidovre Avis' henvendelse.
Kundechefen forsikrer, at vandskaderne på beboernes hjem bliver håndteret i et samarbejde mellem rådgiver, administration og forsikring og at de enkelte vandskader bliver vurderet individuelt.
- Langt de fleste beboere kan heldigvis bo i deres bolig imens taget udskiftes, skriver kundechefen.
Hvidovre Avis har været i kontakt med flere beboere, der pt. ikke ved, hvor store skaderne i deres bolig er eller om og hvornår de kan flytte tilbage til deres lejlighed. Fra en beoer lyder meldingen, at alt i soveværelset var ødelagt efter det første regnskyl, og at beboeren efterfølgende måtte købe presenning til at afdække de øvrige møbler i lejligheden.

Arbejdet forceres

Om de beboere der har fået vandskade i deres lejligheder er genhuset, og hvor længe de kan forvente at være uden hjem, svarer kundechefen imidlertid ikke på i sin mail. Til gengæld skriver hun, at arbejdet med tagudskiftning nu bliver "forceret" så entreprenøren arbejder 12 timer på de dage, hvor vejret tillader det.
Kundechefen påpeger endvidere, at beboerne i blokken får hjælp og information fra ejendomskontoret i dagtimerne og fra et vagtfirma uden for normal arbejdstid. Desuden blev der mandag afholdt et informationsmøde (efter deadline, red), hvor alle beboere i blokken var inviteret.
- Alle er klar over det er en belastende situation for de berørte beboere og derfor er vi tilfredse med, at entreprenøren nu forcerer arbejdet så der snar er et tæt tag på blok 12, slutter Annette Birkov.
Hvidovre Avis følger op på sagen.

Publiceret 08 September 2015 08:00