Legetøj og Marbling Art på Hovedbiblioteket

I løbet af efteråret sætter kommunens biblioteker fokus på den lokale kulturarv. Alle de ting og sager, begivenheder og minder, som har præget os og gjort os til dem, vi er. Fra og med Vestegnens kulturuge og Golden Days Festivalen i uge 37 kan du genopfriske mange små og store sager af betydning for Hvidovres kulturarv.

I børneafdelingen på Hovedbiblioteket er der en udstilling med legetøj fra forskellige årtier. Det ældste legetøj har biblioteket lånt af Cirkusmuseet. Det er en vogn af træ fra 1890’erne. Andet legetøj er biler og spil fra starten af 1900-tallet. Der er bl.a. en “Dansk Kugle Mosaik”. På æsken kaldes den ”belærende legetøj”. - Vi har. en poesibog med opbyggelige vers. Heri er der vers tilbage fra 1896, fortæller Anne Marie Ottosen fra biblioteket. Det hjemmelavede dukkehus med hjemmelavede møbler er fra 50’erne. Märklingtogbanen er fra 60’erne. Legetøjet vækker minder. En besøgende mindedes sin egen togbane, der var blevet væk. Der er meget mere på udstillingen. Udover det vi har lånt af Cirkhusmuseet er resten lånt af hvidoveborgere og personalet på Hovedbiblioteket. Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid frem til søndag d. 20. september. Som en del af Vestegnens kulturuge kan børn og voksne deltage i en workshop med “Marbling Art”. Det er en mere end 1.000 år gammel kunstform., hvor man maler på vand. Kunstneren Türkan Geyi viser, hvordan man bruger metoden. Børn fra 6 år og voksne kan lave deres egne flotte billeder. Det er lørdag den 12. september kl. 11 - 13. Der er fri adgang, så kom og få en helt speciel oplevelse, lyder det fra Hovedbiblioteket.

Publiceret 08 September 2015 08:00