HB Køge besejrede FC Vestsjælland takket være to sene mål af Caion og Adam Bedell.(Foto: JCJ)

HB Køge besejrede FC Vestsjælland takket være to sene mål af Caion og Adam Bedell.(Foto: JCJ)

HB Køge har hægtet sig på toppen af 1. division

Efter sidste weekends sejr over FC Vestsjælland venter en ny, vanskelig test mod AC Horsens, som køgenserne dog har haft et godt tag på i de seneste opgør.

Af
Martin Rasmussen

HB Køge har sat kursen mod toppen af 1. division og kan tage endnu et skridt i den rigtige retning i denne weekend, når holdet på udebane skal op mod AC Horsens.
I sidste weekend blev FC Vestsjælland sendt hjem med et 2-1 nederlag efter to sene HB Køge-scoringer, og sejren var med til at sikre HB Køge kontakt med toppen af rækken, hvor der i år er tre oprykningspladser i spil. Det er ikke mindst køgensernes stærke forsvar, der har reddet pointene hjem i sæsonstarten, hvor der kun er scoret fire mål mod HB Køge i syv kampe - det er kun overgået af ubesejrede Fredericia.
AC Horsens har fået en blandet start på sæsonen og ligger midt i rækken men kan med en sejr også hægte sig på toppen. HB Køge har dog traditionelt et ret godt tag på østjyderne med fem sejre i de seneste syv opgør. Det seneste opgør i Horsens vandt HB Køge med 2-1.
HB Køge kan i øvrigt se frem til to opgør mod AC Horsens i den nærmeste fremtid, da jyderne også er HB Køges modstandere i næste runde af pokalturneringen, som spilles senere i september.

Publiceret 12 September 2015 11:00