Din bolig:

Lokalt møbelhus lancerer flere nye tiltag

Dan Bo Møbler samt Søvn & Miljø har flere nye elementer på møbel-paletten. Nu kan der handles 24/7, ligesom Stolebussen rykker ud

Af
Rune Weitling

Man skal være ganske kræsen, hvis man tager en tur i enten Dan Bo Møbler eller Søvn og Miljø i Esbjerg og ikke kan finde et eller andet, man kan bruge.

Seneste nye skud på stammen i møbelhuset er et såkaldt Stolestudio, hvor man kan finde det sidste nye indenfor især de såkaldte otiumstole. De kan ved hjælp af en knap hæve sig selv op, så man let kan komme ud af dem, ligesom mange af dem har særlige ergonomiske rygge, nakkepuder og højdejusteringer, som sikrer den optimale komfort.

"Vi kan se, at de her stole er en mere og mere efterspurgt vare, og derfor har vi simpelthen valgt at dedikere en pæn del af vores møbelhus til netop dem," forklarer medejer Thomas Hegner, der er helt med på, at det jo ikke altid er alle, der har mulighed for at komme til møbelhuset og betragte varerne på nærmeste hold.

"Det har vi så også gjort noget ved," smiler Thomas og forsætter:

"Derfor har vi lanceret Stolebussen, hvor vi på bedste servicemaner smider tre-fire forskellige stole bagi bussen, sætter køretøjet i gear og kører ud til private og virksomheder for at fremvise stolene. Vi ved af erfaring, at der er rigtig mange gangbesværede, som ikke har mulighed for at komme til os, og derfor vil vi gerne komme ud til dem og give et uforpligtende tilbud. Vi har specialiseret os i de her stole, og det vil vi selvfølgelig gerne vise," siger Thomas Hegner.

Døgnåbent 24/7

For kort tid siden har man nemlig også åbnet op for online salg døgnet rundt, og det har betydet, at fragtmanden nu jævnligt må af sted på længere ture.

"Ligesom alle andre er vi selvfølgelig også nødt til at følge med tiden. Vi kan allerede se, at vi får mange ordre ind fra Sjælland og Aarhus området," siger Thomas Hegner, der vurderer, at den stigende ordreportefølje via hjemmesiden skyldes flere ting:

"Naturligvis at vi har fri fragt alle steder i landet, men også at vi har en fast lav pris og ikke benytter en masse cirkuspriser, der går op og ned, ligesom vi giver 100 procent prisgaranti. Endelig tror jeg, at det betyder rigtig meget, at vi er fagfolk, som ved, hvad vi snakker om. Derfor hjælper vi også med rådgivning over nettet og telefonen, for det er altså rigtig vigtigt, at man får den rette rådgivning, når man køber en seng eller en stol."

Samarbejde med lokalt firma

I nabobutikken, Dan Bo Møbler, kan Bo Sørensen byde på endnu et nyt tiltag. Butikken har nemlig indgået et samarbejde med den lokale virksomhed Kristensen:Kristensen, der har specialiseret sig i både spiseborde og skænke efter eget mål.

“Vi har ikke tidligere haft et samarbejde af denne karakter, ligesom vi heller ikke før har forsøgt at skabe et decideret showroom i vores hus. Men vi synes, at tiden var inde til begge dele, og vi er glade for, at det er et lokalt Esbjerg firma, som vi nu har fået ind. Vi har forsøgt at skabe en hyggelig og intim atmosfære med studiet,” siger Bo Sørensen.

Publiceret 12 September 2015 11:00