Røde Kors:
“Ingenting går til spilde”
Frivillige har doneret masser af tøj til flygtningene - og intet går til spilde
Lokale borgere har doneret masser af tøj, sko, tæpper og lignende, da de mange flygtninge begyndte at krydse grænsen i sidste uge, og blev indkvarteret på Frøslev Skole.
Nu er flygtningene draget videre på deres rejse, og mange har spurgt til, hvad der nu sker med alt det indsamlede.
Intet går til spilde
”Det er helt overvældende med det engagement fra borgerne her i Padborg. Vi sørger selvfølgelig for at alt det tøj og andet, der er afleveret, bliver bragt derhen, hvor det gør størst nytte,” siger Røde Kors' ansvarlige i Padborg, Ziga Friberg.
Fredag i sidste uge var unge frivillige fra Røde Kors i gang med at sortere og gemme tøj til flygtninge i Padborg.
“Vi gemmer det et stykke tid før vi sender det videre. Vi ser lige tiden an, om der skulle opstå et nyt behov i området. Ellers bliver det indsamlede givet videre, hvor det kan gøre gavn,” forklarer Ziga Friberg videre.
Det tøj der ikke bliver givet til flygtninge køres til Røde Kors-butikker i hele landet. Her forvandler Røde Kors genbrugstøj til penge, som bruges til nødhjælp og socialt arbejde.
Publiceret 12 September 2015 07:00