Køge Håndbold sled sig til sejr i 2. division i sidste sæson - her i et opgør mod Hvidovre.

Køge Håndbold sled sig til sejr i 2. division i sidste sæson - her i et opgør mod Hvidovre.

Træner:

Vi skal lære af hver eneste kamp

Køge Håndbold fik en godkendt sæsonstart i 1. division trods nederlag i premieren. I denne weekend spiller holdet på hjemmebane for første gang i rækken - Tønder er modstanderne i Ravnsborghallen.

Af
Martin Rasmussen

Køge Håndbold fik en spillemæssigt godkendt start på tilværelsen i 1. division efter sidste sæsons oprykning, da man tabte knebent i premieren ude mod HØJ. Det endte med et 19-22 nederlag efter en meget lige kamp, som oprykkerne fra Køge havde stor ære af.
- Jeg synes, at vi gjorde en rigtig god figur. Vi spiller en rigtig god 1. halvleg og står godt i forsvaret hele kampen, siger træner Thomas Jørgensen, der kunne konstatere, at hans hold spillede 13-13 i 1. halvleg og var med til 17-17.
Her blev kampen reelt afgjort, da Køge tabte to overtalssituationer, og hjemmeholdet fik skabt sit forspring.
- Til sidst begår vi for mange fejl, og det er selvfølgelig et problem, at vi kun scorer seks mål i 2. halvleg, siger Thomas Jørgensen, som nu ser frem til lørdagens hjemmekamp, hvor man for første gang kan byde hjemmepublikummet inden for til 1. divisionshåndbold i Ravnsborghallen.
Det bliver mod det habile 1. divisionshold Tønder, der blandt andet i kraft af sin fjerdeplads i rækken sidste år må påtage sig favoritværdigheden, mener Køgetræneren.
- Lørdag skal vi vise, at vi har niveauet til 1. division, men Tønder bliver en svær opgave. De har et ungt hold men med en del erfaring fra rækken, og de spiller noget hurtigere end HØJ, siger Thomas Jørgensen, som håber på stor opbakning i hjemmebanepremieren.
Thomas Jørgensen fastslår, at det for Køge Håndbold i år primært handler om at undgå de tre direkte nedrykningspladser i en 1. division med mange bejlere til topplaceringerne.
- Vi er helt bevidste om, at mange hold i rækken har investeret og gerne vil i top6. Jeg mener, at det er den stærkeste 1. division længe. Vi har niveauet til at være med, men det bliver ikke nemt, og det handler helt klart om at undgå de tre nederste pladser, siger han.
- Vi har et stærkt sammenspillet hold, der vandt 2. division sidste år, og hvor vi har bevaret stammen og suppleret med nogle nye. Nu handler det om, at vi skal finde hinanden og vænne os til fysik og tempo i 1. division. Vi skal lære af hver eneste kamp, siger Thomas Jørgensen, der kan glæde sig over at have alle mand klar til weekendens kamp.

Køge Håndbold går målrettet efter at sikre sig endnu en sæson i 1. division. Det kræver en hurtig tilvænning til tempo og fysik i rækken.

Køge Håndbold går målrettet efter at sikre sig endnu en sæson i 1. division. Det kræver en hurtig tilvænning til tempo og fysik i rækken.

Publiceret 12 September 2015 11:00