Zenobia optræder i Strandmarkskirken søndag den 20. september.

Zenobia optræder i Strandmarkskirken søndag den 20. september.

Koncert med Zenobia

Den populære trio spiller i Strandmarkskirken

Trioen Zenobia er veletableret fortolker og fornyer af den danske sang-, salme- og visetradition. De tre kvinder, alle oprindeligt fra området nær Egtved i Jylland, har spillet hundredvis af koncerter siden 2007. Harmonikaspilleren Mette Kathrine Jensen og pianist Charlotte Støjberg skaber et poetisk, til tider dramatisk, men altid solidt fundament, under Louise Støjbergs iørefaldende sang. Trioens koncerter er veltilrettelagte musikalske oplevelser, bundet sammen af fortællinger om værkerne, om at leve et liv i nutiden med de gamle sange som soundtrack og om balancen mellem nyfortolkning og bevarelse. Søndag den 20. september besøger de Strandmarkskirken.

Trioen udgav i 2013 pladen “Fra Fynske Kyster - Zenobia spiller Carl Nielsen”, der sætter fokus på den store komponists gaver til den danske folkekultur, og på hans far, spillemanden Niels Maler, og folkemusikkens nærvær i Carl Nielsens opvækst. Mange af de mest sungne Carl Nielsen-sange har tekster af nogle af Danmarks fineste digtere, og rummer plads til at tænke og mærke livet; fra Jeppe Aakjærs Jens Vejmand til Jakob Knudsens Tunge, Mørke Natteskyer. Zenobia favner i sjælden grad både det umiddelbare og det eftertænksomme, og netop denne balance har gjort, at de tre kvinder har følt sig lige velkomne foran meget forskellige publikummer - fra TV-optagelser, over kro- og sangaftener, til dronningebesøg og kirkekoncerter. I 2015 er pladen ‘Fra Fynske Kyster’ på ny aktuel, fordi Carl Nielsen har 150 års jubilæum. I koncerterne præsenterer trioen sine aktuelle udgaver af de sange, som så mange af os kan synge med på, uden helt at kunne forklare, hvorfor vi bærer netop de ord og toner med i hjerterne. Når der på søndag den 20. september kl. 15.00 er koncert med Zenobia i Strandmarkskirken, kan publikum glæde sig til en intens musikalsk fortælling om en trio af unge kvinder, der kommer af den danske sangs ord og toner og som nu selv væver deres liv og musik ind og ud af traditionen. Trioen er forrygende til at skabe et intenst musikalsk rum mellem sig selv og publikum, og de formår at gøre deres optrædener både nærværende og underholdende. Dørene åbnes en halv time før koncerten.

Publiceret 15 September 2015 08:00