Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Købestævnet ses på bastionen og neden for ses møbelhallen og glashallen. Årstallet er 1954/55.

Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Købestævnet ses på bastionen og neden for ses møbelhallen og glashallen. Årstallet er 1954/55.

Messe C's 100 års jubilæum:

Det hele startede med Fregatten Jylland

Fredericia messe- og konferencecenter MESSE C fylder 100 år. Store messer med mange udstillere er ikke et nyt fænomen

Af
Lars Saugbjerg

Fonden MESSE C, som oprindeligt hed Fonden Dansk Købestævne, kan i år fejre 100 års jubilæum.
Lokalavisen Fredericia har besøgt Lokalhistorisk arkiv. Lad os skrue tiden tilbage:
Det hele startede faktisk i 1910 – med Fregatten Jylland. Den sejlede til en række forskellige danske havnebyer, og om bord var der en udstilling med titlen ”Køb Dansk”. Det var danske produkter og det var danske udstillere, der kom rundt - fra by til by. Og udstillingen blev en stor succes i Fredericia.
”På Fregatten Jylland var der i Fredericia over 6.000 gæster i løbet af tre dage. På fregattens tur rundt i Danmark var der 46.000 besøgende i alt. Det var virkelig et tilløbsstykke,” fortæller arkivar Karsten Merrald Sørensen, Fredericia Lokalhistorisk Arkiv.
Den lokale forening af Dansk Arbejde bed mærke i succesen og slog fast, at en sådan udstilling skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed i byen.
”På den måde opstår Købestævnet. Første gang i 1913 i Eksercerhuset, Bülows Kaserne, hvor temaet stadig var 'Køb Dansk', altså et dansk købestævne. Det var en succes med 30.000 gæster i løbet af 8 dage. Købestævnet havde 175 udstillere,” fortæller arkivaren.
Udstillingen solgte for to millioner kroner. Rigtig mange penge, også dengang.
Det var alle slags produkter, der blev udstillet på købestævnet. Alt, der kunne produceres i Danmark. Møbler, sæbe, værktøj, sko, konserves, legetøj og meget andet.
Indvielse på bastionen
I 1914 blev Købestævnet – på trods af den overvældende interesse året før – aflyst. Det var på grund af 1. Verdenskrig.
I 1915 var stævnet på banen igen, stadigvæk i Eksercerhuset ved Østervold. Men huset var jo en del af kasernen, så derfor var man allerede i gang med at etablere et mere permanent sted til købestævnet.
Erhvervs folk og politikere fra området stiftede Fonden Dansk Købestævne i 1915. Og den perfekte grund fandt man på Prins Christians Bastion. Her blev der lavet en arkitektkonkurrence, som den ret berømte arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen vandt. Han var kendt for sin arkitektur i Fredericia.
”Den 5. august 1916 blev købestævnets nye bygning på Prins Christians Bastion indviet. Det blev en endnu større succes med den store herregårdsagtige bygning. Der kom 53.000 besøgende fra hele landet i løbet af 8-9 dage. Og sådan blev det faktisk ved de næste mange, mange år. De udvidede og udvidede alt de kunne på bastionen, med ekstra bygninger og sidefløje,” fortæller Karten Merrald Sørensen.
Flyttede i 1976
I 1937 blev pladsen så trang, at man byggede 'møbelhallen' neden for bastionen, hvor politigården ligger i dag. En stor hal til møbel- og kunstudstillinger – og koncerter og badminton. Og i 1954 udvidede man igen lige ved siden af. Glashallen kom til.
I øvrigt ændrede købestævnet karakter i 1965, hvor udenlandske produkter for første gang fik mulighed for at udstille.
”Allerede i 50'erne overvejede man at flytte på grund af pladsmangel. Glashallen var konstrueret, så den kunne tages ned og opføres et andet sted. Men det blev aldrig til noget. Først i 70'erne byggede man Dronning Magrethe Hallen fra bunden. I 1976 flyttede man derud.”
Messehallen var på 12.000 kvadratmeter. I dag er der 33.000 kvadratmeter under tag.
Bygningen på Prins Christians Bastion brændte i 1980, og blev delvist revet ned. I 1984 blev den ramt af endnu brand, hvorefter resterne blev fjernet. Ingen kender brandårsagen.

Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Årstallet er 1950.

Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Årstallet er 1950.

Arkivar Karsten Merrald Sørensen med nogle gamle programmer.

Arkivar Karsten Merrald Sørensen med nogle gamle programmer.

Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Årstallet er cirka 1916-20.

Foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Årstallet er cirka 1916-20.

Publiceret 15 September 2015 06:00