Her bliver snoren klippet til Siemens' nye domicil i Sønderborg.

Her bliver snoren klippet til Siemens' nye domicil i Sønderborg.

Siemens nye domicil er nu officielt indviet

Siemens A/S Flow Instruments indviede i dag sin nye produktions- og administrationsbygning tæt på motorvejen

Godt halvandet år efter første spadestik fejrede Siemens i dag den officielle indvielse af sit nye kompetencecenter for flow. Her udvikler, producerer og markedsfører man højteknologiske flowmålere til bl.a. vand-, kemi- og fødevareindustrien.
"Med denne skræddersyede nybygning, investerer Siemens målrettet i en kombination af vidensarbejdspladser og højautomatiseret produktion," siger administrerende direktør for Siemens A/S, Jukka Pertola.
"I bygningen anvendes en række af Siemens egne bygnings- og produktionsteknologier blandt andet til optimering af energiforbrug og produktionsstyring," tilføjer Jukka Pertola.

Foskellige nationaliteter

Medarbejderne i det nye flow kompetencecenter arbejder ikke kun internationalt, de er også meget internationale med ansatte fra i alt 17 forskellige nationaliteter. Så der tales udover dansk bl.a. regelmæssigt tysk, engelsk, kinesisk og selvfølgelig sønderjysk i den nye bygning.
Med indflytning i det nye domicil er medarbejderne i administrationen begyndt at arbejde uden faste arbejdspladser og egne kontorer efter Siemens Office Koncept. Det vil sige, at den ansatte hver morgen finder sig et ledigt bord i afdelingens afgrænsede åbne kontorlandskab, hvor også skabet med arbejdsredskaber og personlige ejendele befinder sig. Alle borde ryddes efter endt arbejdsdag og er dermed klar til en ny kollega dagen derpå.
"Denne arbejdsmåde er en spændende ny erfaring for os alle. Den sikrer en høj fleksibilitet og et endnu tættere samarbejde," understreger Ingolf Müller, adm. direktør for Siemens A/S Flow Instruments, på baggrund af de første måneders arbejde efter koncernens globale koncept, som indføres i alle nye Siemens bygninger verden over.
Hele 26 mødelokaler, et stilleområde, diverse telefonbokse og flere sofaområder sikrer, at hver medarbejder lige efter temperament og arbejdsopgaver kan vælge de egnede rammer.

7.600 kvadratmeter rummer Siemens' nye domicil.

7.600 kvadratmeter rummer Siemens' nye domicil.

Masser af kvadratmeter

Det nye domicil på i alt 7.600 m2 fordeler sig på 4.000 m2 produktionsareal, 1.000 m2 testcenter for udviklingsafdelingen og 2.600 m2 administration. Derudover byder det nye flow kompetencecenter på en smuk udsigt over Alssund til stor glæde for medarbejdere og besøgende.
Til indvielsen var blandt andre borgmesteren, udvalgte kunder og pressen inviteret, mens virksomheden afholder et åbent hus arrangement for naboer, lokale virksomheder og Sønderborg universitet samt medarbejdernes familier på fredag.

Publiceret 17 September 2015 15:00