Oplev hyldesten til en af verdens bedste koncertfilm på Bygningen i Køge.

Oplev hyldesten til en af verdens bedste koncertfilm på Bygningen i Køge.

The Last Waltz er tilbage

Uhrban Stöjband & Friends spiller i Bygningen i Køge med deres livsbekræftende hyldest til verdens måske bedste koncertfilm.

For godt et år siden besøgte Uhrban stöjband & Friends Bygningen i Køge. Det blev en uforglemmelig koncert og arrangøren var ikke sen til at takke ja, da orkesteret igen skulle på tur. Efter et succesridt på danske sommerfestivaler drager det 14 mand store orkester således atter på spillestedsturne, og turens næstsidste koncert afholdes i Køge.
- Vi glæder os helt vildt. Koncerten i Køge sidste år var én af vores bedste, så publikum kan forvente et orkester, der sitrer af forventningens glæde, siger trommeslageren Casper Mikkelsen.
På Thanksgiving Day i 1976 gik The Band på scenen for allersidste gang i Winterland Ballroom i San Francisco. Med sig på scenen havde de blandt andre Bob Dylan, Eric Clapton, Joni Mitchell, Neil Young, Van Morrison og Neil Diamond, og koncerten blev legendarisk og kom til at stå som den episke afslutning af en musikalsk æra præget af Woodstock, protestsangere, blues og folk rock.
Filminstruktøren Martin Scorcese dokumenterede koncerten, som senere blev udgivet under titlen The Last Waltz. Filmen blev kult og anses stadig for at være en af de bedste koncertfilm, der nogensinde er lavet.
Og nu er Uhrban Stöjband & Friends altså tilbage i Køge med deres sprudlende og personlig hyldest til en af musikhistoriens mest berømte enkeltstående koncerter. I alt 14 mand står klar på scenen til at give publikum en musikalsk oplevelse i absolut særklasse. Med sig har de en række nye sange og en kombineret bog- og CD-udgivelse. Udgivelsen er en blanding af koncertoptagelser og digtsamlingen Road Works med huspoeten Erik Triggers digte fra sidste års turne.
Koncerten finder sted den 9. oktober klokken 20.

Publiceret 17 September 2015 11:00