Stormester Allan Stig Rasmussen

Stormester Allan Stig Rasmussen

Følg med:

DM i hurtigskak i Kolding i weekenden

For 75 år siden – midt under Danmarks besættelse - samledes en lille flok skakspillere i
Kolding og dannede byens anden skakklub, der fik navnet Skakklubben Springeren. I dag har foreningen stadig et højt aktivitetsniveau, og der er medlemmer i alle aldre lige fra 11 til 88 år. En af stifterne, 92-årige Christian Thomhav, var med til klubbens jubilæumsfest i den forgangne weekend.
 

I den kommende weekend afsluttes jubilæumsmarkeringen med et DM i hurtigskak, som
Dansk Skak Union – i samarbejde med Skakklubben Springeren – afvikler i
kulturkomplekset NICOLAI midt i hjertet af Kolding. Hele weekenden er sat af, da der lørdag den 19. september spilles DM for kvinder, og søndag den 20. september spilles et åbent DM, hvor både kvinder og mænd kan deltage.
 

Der er tilmeldt over 100 deltagere til de to turneringer, heraf en af forhåndsfavoritterne
stormester Allan Stig Rasmussen, der til daglig er skak- og efterskolelærer på Tjele
Efterskole.
 

Begge turneringer afvikles i NICOLAI-salen, hvor både tilskuere er velkomne.
Lørdag spiller kvinderne fra klokken 10.30 til 19.30 og her udnævnes vinderen blandt de
foreløbig 13 deltagere til "Danmarksmester i hurtigskak for kvinder". Blandt deltagerne
optræder næsten hele det kvindelige landshold samt flere talentfulde juniorer.
Søndag begynder den første af i alt syv runder klokken 10.00 og turneringen ventes afsluttet klokken 19, hvor vinderen kåres og får titlen "Danmarksmester i hurtigskak 2015". Blandt de godt 90 deltagere, som overvejende består af voksenspillere, er yngste spiller blot syv år gammel.


Har man ikke lige mulighed for at være til stede på selve turneringsstedet, kan man følge med i flere af de spillede partier direkte på nettet. Klik her for at følge kvindegruppen, og klik her for at følge den åbne gruppe.

Publiceret 18 September 2015 15:00