Lone og Martin Hansen har solgt Mad med Mere i Varde til Lene Haahr, yderst til venstre

Lone og Martin Hansen har solgt Mad med Mere i Varde til Lene Haahr, yderst til venstre

Martin Hansen:

Nu vil jeg leve som Bonderøven

Efter mere end 15 år som slagtermester i Varde, sælger Martin Hansen sin forretning til Lene Haahr

Af
Af Kim Schou

"Hvis det skulle være, så var tiden moden nu.”
Sådan lyder ordene fra 39-årige Martin Hansen, som gennem mere end 15 år har været slagtermester i Varde.
De første år var i Storegade, hvor han overtog KK Kød og de sidste syv år på Østervold i Varde.
”Såvel min kone, Lone, og jeg er 39 år og vi vil gerne prøve noget andet. Jeg er vel mest af alt en entreprenør,” lyder ordene fra den energiske slagtermester, der ikke vil kalde sig for udbrændt.
”Nej jeg har løbet stærkt hele livet. Det er de nye udfordringer der tænder mig, fortæller Martin Hansen.

Bor i Billum

Parret bor i Billum på en 10.000 m2 stor grund med børnene Alma, Georg og Albert på syv, ni og 10 år
Lone er uddannet fysioterapeut, men har de seneste år arbejdet i slagterforretningen.
”Nu kan vi begge få tid til lokallivet i Billum men hvad vi derefter vil, det må tiden vise.
”Nu vil jeg hjem og pleje min grund. Der skal dyrkes grønt, laves æblegrød, jeg skal sylte lave saft og most. Ting jeg altid har haft interesse i. Jeg vil gerne være selvforsynende og har også 12 frilandsgrise. Jeg er måske nok lidt a la "Bonderøven",” griner Martin Hansen, som også skal bruge tid på at smøre båden og pudse bilerne.
”Og så skal jeg lige have købt en traktor,” tilføjer han.
Det var under en rejse for halvandet år siden, at Martin Hansen for alvor tog livet op til revision.
”At rejse er at leve, sagde HC Andersen engang. Og vores ferie til Malaysia gav mig noget at tænke over og nu vil vi ud at rejse noget mere,” slutter den snart forhenværende slagtermester for 10 ansatte.
 

Banken: Det kan ikke gå helt galt Lene

46-årige Lene Haahr stammer fra Tistrup men er ikke udlært slagtermester.
”Jeg er autodidakt, men har altid haft det i mig,” fortæller hun.
Hun er udlært bager i Tistrup og har blandt andet været bagermester hos Kvickly i Grindsted, men har de sidste syv år været hos Mad med Mere i Varde, hvor hun primært har styret køkkenet og mad ud af huset.
”Der vil jeg fortsat være, men jeg vil også være mere synlig i butikken. Martin Gejl vil dog fremover stå for slagterafdelingen, hvor han blandt andet skal handle ind. Men jeg glæder mig til at arbejde sammen med alle de dejlige kolleger her hos Mad med Mere,” tilføjer hun.
Lene Haahr har altid gået med en drøm om at være selvstændig.
”Min kæreste Birgitte er selvstændig med Afrodite i Varde, min bror er halinspektør i Tistrup. Så er min søster gift med Christian fra Annebergs Limtræ og en anden søster er faktisk min bankdame. Hun gav grønt lys. Det kan aldrig gå helt galt,” fortalte hun.
Men det er et kæmpe skulderklap at få af Martin. Jeg glæder mig til at føre hans livsværk videre,” slutter Lene Haahr.

Publiceret 18 September 2015 09:04