Klumme:

Giv godsbanen til...

I Flindts Fodspor

Af
Jørgen Flindt

Har du nogen sinde prøvet at stå på kanten af den lille lomme i byen, der hedder den gamle godbanegård? Et underligt ufriseret stykke land inde midt i byen. Man aner uden problemer byens støj, men alligevel kan her være så stille på en smuk måde.
Den gamle bygning, der engang var godsbanens, forfalder med en trist sikkerhed, men dens skønhed fornægter sig stadigvæk ikke. Man skal ikke have megen fantasi for at forestille sig fortidens arbejdere, der har gået rundt i de smukke bygninger og ude mellem de tunge togstammer på skinnerne.
Her er godset blevet fragtet til, for at holde byen igang. Og her er godset fragtet fra Vejle og ud i den store verden.
Et knudepunkt for import og eksport. Fra nær og fjern.
Området er forladt nu. Det er ikke kæmpe, men det er heller ikke bette. Der er underligt meget plads, der står ubrugt hen her mellem Gl. Havn og Fredericiavej.
Men selvom området er forladt, er det ikke glemt. Faktisk har det gennem tiderne været meget debateret, og forslag om hvad der skal ske med den store grund, er løbende opstået og skudt ned i forskellig tempi. Er det ikke noget med, at der engang blev forslået et kontorbyggeri med skibakke på et skrående tag. Som sådan meget visionært og i min verden ikke helt dumt tænkt.
Der er også forslået kulturhuse og kontorbygninger, og måske også bibliotek. Jeg har ikke helt styr på alle forslag.
Men jeg har selv et forslag, og det er ikke sikkert, det bliver til noget, men hvis man ikke nævner det for nogen, så bliver det da i hvert fald aldrig hørt. Så jeg nævner det nu.
Giv den smukke bygning og det store område til børnene. Jep, til børnene.
Ikke forstået som om at det er børn, som skal rydde op efter fortidens synder og fjerne sundhedsskadelige jernebanesveller og den slags, men hvorfor ikke lave en legepark i området. En slags vejlensisk Madsbypark.
Ikke som konkurrent til den store, smukke legepark i Fredericia, hvor folk kører til fra hele det vestlige Danmark, men som et tilbud til vejlenserne. Mere kan den i hvert fald ikke trække, for større er området heller ikke. Men forestil jer et område, hvor der er en lille sø til vandcykler, et par baner til mooncars (med lyskryds og tankstationer og hele pivtøjet) og gynger, vipper, rutchebaner, små tog, og hvad nu fantasien ellers kan finde på.
At rive godsbanebygningen ned, som nogen har syslet med gennem tiderne, vil være synd. Ja faktisk på grænsen til landsforvisning, for gamle bygninger har vi alt for få af i byen. Dem skal man værne om. Nusse, massere. Elske og holde af.
Og herinde kan der måske i den ene ende være Jyllands største modeljernbane (er trods alt en godsbane) lavet af frivillige, og i den anden ende et madpakkehus, og midt i nogle toiletter og kontorer.
Og inden politikere begynder at tænke i penge, så ja, det vil være en dyr løsning, for kommunen vil ikke tjene på salg af grunden, men til gengæld vil man få et nyt, spændende område for børn og deres forældre, dagplejere og pædagoger, som kan tage rollingerne med på tur til 'Godsbanen, og så bare kvit og frit lade børnene lege. Det hele endda midt i byen, nær alle butikkerne.
Ja, ja, det er bare en dyr idé, men når alt kommer til alt, tror jeg nu på, at idéen ikke er helt dum.
Og det synes Vejles børn heller ikke. I ved dem, der engang bliver Vejles forældre.

Publiceret 20 September 2015 11:45