Hos Hvidovre Lænken kan man få hjælp hvis alkoholen fylder for meget i hverdagen. (Arkiv foto).

Hos Hvidovre Lænken kan man få hjælp hvis alkoholen fylder for meget i hverdagen. (Arkiv foto).

Mød Lænkens frivillige og få en snak om alkohol

Hvidovre Lænken er åben for alle, som har brug for en snak om alkohol. De frivillige i Lænken er meget aktive i uge 39 og 40 i forbindelse med Sundhedsstyrelsen Uge 40 kampagne.

- Det kan være svært at tale om, når alkoholen fylder for meget, men det er værre at tie stille, fortæller Lænkens frivillige i Hvidovre. - Derfor byder vi alle velkommen i vores forening i Hvidovre, Strandmarksvej 20, 1.sal, torsdag den 24. september mellem kl. 16 og 19 til en snak om alkohol. Du kan også finde informationer på Lænkens stand på Hvidovre Hospital og i Hvidovre Medborgerhus i hele Uge 40. Lænkens medlemmer kender alt for godt konsekvenserne ved et for stort alkoholforbrug. Medlemmerne kommer fra alle samfundslag og mange har nydt stor succes på arbejdsmarkedet. Flere kan fortælle om, hvordan alkoholen er kommet til at fylde for meget i deres liv, og om de konsekvenser det har haft for dem. Det lyder umiddelbart meget enkelt at skrue ned for alkoholindtaget, men en stor gruppe danskere har svært ved at ændre alkoholvaner. 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, dvs. at de drikker så meget, at det giver fysiske eller sociale problemer. Selvom så stort et antal mennesker har alkoholproblemer kan det være svært at tale om. Mange skammer sig eller er flove over, at alkoholen har overtaget, særligt fordi de ellers syntes at have styr på tilværelsen. - En grundværdi i Lænken er, at den hjælp vi selv har modtaget, giver vi videre til andre, fortæller de frivillige i Hvidovre Lænken. Hvidovre Lænken er en del af Landsforeningen Lænken. En forening for mennesker med alkoholproblemer, deres pårørende og børn af alkoholfamilier. Lænken er uafhængig af religiøse, politiske og kommercielle interesser. Læs mere på forening.lænken.dk I årets uge 40 kampagne sætter Sundhedsstyrelsen fokus på mænds alkoholvaner. Alkohol er ikke alene et organisk opløsningsmiddel, der skader kroppen, alkoholen opløser også familier, venskaber og kollegiale relationer. Derfor er det vigtigt tidligt at blive opmærksom på sine uhensigtsmæssige alkoholvaner og ændre dem.

Publiceret 22 September 2015 08:00