Suits Boulevard spiller i foyeren, når der er Lyserød Lørdag i Panorama den 3. oktober.

Suits Boulevard spiller i foyeren, når der er Lyserød Lørdag i Panorama den 3. oktober.

Oplevelse:

Gå i biografen og støt brysterne

Frivillige står bag et stort støttearrangement i Panorama

Af
Lars Saugbjerg

Siden midten af august har to lokale kvinder , Mariann Sennenwald og Lisa Caspersen, arbejdet på at stable en Lyserød Lørdag på benene i Panorama Fredericia. Et hygge-arrangementet til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
“Vi har lavet en aftale med biografen, så vi låner foyeren og alle faciliteterne. Programmet starter klokken 18,” lyder det fra Lisa Caspersen.
Deltagerne bliver serviceret med rosévin, lyserød kage og chips.
“Vi skal selvfølgelig se film, men først arrangerer vi et stort lotteri. Vi har besøgt byens butikker, som har givet os omkring 80 gevinster. En fantastisk opbakning,” lyder det fra arrangørerne.
I præmiekassen ligger der blandt andet bluser, gavekort, vaser og tørklæder.
“Virkelig gode ting. Og på biografbilletten udlodder vi fire ekstra store gevinster, der koster op mod 1.500-2.000 per styk,” fortæller Lisa Caspersen.

Livemusik i foyeren
I foyeren vil der også være livemusik. Bandet Suits Boulevard, der har regionale rødder, stiller gratis op for den gode sag.
I biografsalen er der modeshow. Hårværk har sat hår på modellerne, BH Magasinet viser undertøj og Basement viser tøj.
Efter en kort pause, hvor man kan vælge mellem 3-4 lyserøde menuer - for eksempel vin & nødder eller kaffe & marcipan - går filmen i gang. Lyserød Lørdag-arrangørerne har premierefilmen 'Praktikanten' på programmet. Det er en amerikansk komedie med blandt andre Robert De Niro og Anne Hathaway.
“Alt dette har ikke kostet os en krone. Der er naturligvis filmudgifter, men vi får det til en lavere pris. Hele arrangementet koster 160 kroner per person. Af det beløb går 85 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Vi satser på at få solgt alle lotteri-lodder, så her har vi en indtægt på 9.000 kroner. I alt håber vi at lande på omkring 30.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse,” siger Lisa Caspersen.
Der er plads til 256 deltagere. Køb billet via biografens hjemmeside.

Publiceret 26 September 2015 06:00