Tag med på byvandring:

Fredericia hylder arkitekturen

Torsdag den 1. oktober fejrer Fredericia 'Arkitekturens Dag' ved at stille skarpt på byens historie, nutid og fremtid med udgangspunkt i tre store byudviklingsprojekter.
En byvandring tager deltagerne med forbi de nye byrumsmøbler og grønne byhaver, der blandt andet skal bidrage til en mere levende bymidte. Deltagerne kommer forbi flere af de bygninger, der med støtte fra Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia, er blevet nænsomt istandsat med blik for historien og den oprindelige arkitektur.
Arrangementet slutter med et besøg i FredericiaC – den nye kanalbydel ved den gamle havn, der skal danne ramme om Fredericias fremtid.
Der er start klokken 17 på Rådhuspladsen. Tilmelding ikke nødvendig.

Publiceret 27 September 2015 06:00