Jo, gødningen er i orden, og græstæppet er fint

Jo, gødningen er i orden, og græstæppet er fint

En fin synergi

BioNutria leverer gødningen til græstæppet og nu også navnet til Randers FC’s hjemmebane

Randers FC's hjemmebane hedder nu og tre år frem BioNutria Park Randers.
Først hed den Essex Park og siden 2011 og frem til i sidste uge hed den AutoC Park Randers, men nu har virksomheden BioNutria Danmark overtaget navnesponsoratet.
BioNutria Danmark fremstiller gødningsprodukter til landbruget, golfbaner og haver, og firmaet med hovedkontor i Sverige og lager og produktion i og omkring Randers ser store eksponeringsmuligheder i navnesponsoratet:
”Efter i en årrække at have leveret gødning til 180 golfbaner i Danmark, Sverige, Finland, Tyskland og Østrig går vi nu målrettet efter de private husstande med vore plænebakker, der er gødning til græsplænen i private hjem. Vi går bevidst efter at opnå en markedsandel i Danmark på mindst 10 procent og ser navnesponsoratet i Randers FC som et enormt eksponeringsvindue for at nå dette mål,” siger BioNutrias administrerende direktør Ove Andersen.
Randers FC-salgschef Kathrine Fisker er ganske naturligt ovenud tilfreds med, at navnerettighederne til Randers FC's hjemmebane er på plads de kommende tre år.
”Vi har haft en god dialog med BioNutria siden starten af september. At aftalen allerede nu er faldet på plads tyder på, at vi får et godt, spændende og professionelt samarbejde. Der er jo også en fin synergi mellem BioNutria og fodboldbanen, da det selvfølgelig er BioNutria, der har leveret gødningen til vor flotte grønne fodboldbane,” lyder det fra Kathrine Fisker.
BioNutria Park Randers lagde for første gang græs til en liga-kamp, da Randers FC i søndags mødte de danske mestre fra FC Midtjylland.

Bio Nutria Danmark ApS har administrativt hovedkontor i den svenske by Glava nord for Göteborg tæt på grænsen til Norge. Produktionsfaciliteterne ligger i Fårup uden for Randers, mens lagerbygningen er på Udbyhøjvej i Randers

Publiceret 28 September 2015 12:03