I marts 2011 satte kronprinsen noget nær en perfekt sten, da han sammen med borgmester Johnny Søtrup begav sig ud på curlingisen.

I marts 2011 satte kronprinsen noget nær en perfekt sten, da han sammen med borgmester Johnny Søtrup begav sig ud på curlingisen.

Kronprins Frederik besøger Esbjerg

Kronprinsen kigger forbi, når EM i curling starter i november

Kronprins Frederik kigger forbi, når Esbjerg fra den 20. til 28. november lægger is til EM i curling.
Da Esbjerg i 2011 var vært for VM i curling for kvinder, var kronprinsen selv på isen for at sætte den første sten i samarbejde med bogmester Johnny Søtrup, der fejede flot for den kongelige højhed. Når byen i år byder velkommen til European Curling Championships for kvinder og mænd, er Kronprinsen igen gæst ved den officielle åbning, der finder sted fredag den 20. november kl. 16.00 - men kun tiden kan vise, om han igen også sætter en sten.
”I Esbjerg Kommune er vi meget stolte over, at Kronprins Frederik igen viser interesse for en stor sportsbegivenhed, som vi er værter for. Vi prioriterer eliteidrætten højt, og den energi, der ligger i sport, passer godt til stemningen og udviklingen i Danmarks EnergiMetropol. Det vil vi selvfølgelig gerne vise Kronprinsen i praksis til EM i curling,” siger Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup.

Billetsalg er åbnet

Med det kongelige besøg følger ekstra positiv opmærksomhed på både mesterskabet og curlingsporten, og spillere og publikum får en særlig oplevelse.
 ”Det har stor betydning, at Kronprinsen deltager og viser sin anerkendelse af vores sport og det store arbejde, der ligger i at arrangere et internationalt mesterskab. Ud over at deltage i åbningen får han selvfølgelig også mulighed for at hilse på nogle af vores atleter, frivillige og det internationale curlingforbund,” siger formanden for Dansk Curling Forbund, Susanne Slotsager.
Hos Sport Event Denmark fremhæver direktør Lars Lundov Kronprinsens opbakning til dansk idræt og hans hyppige besøg ved de store, internationale sportsevents i Danmark.
”Hen over sommeren har der været kongeligt besøg ved både World Cup i kajaksprint og Made in Denmark Golf European Tour, og vi er beærede over, at Kronprinsen også lægger sin vej forbi Esbjerg og EM i curling,” siger han.
 Billetsalget til European Curling Championships 2015 er netop åbnet, og publikum kan på hjemmesiden www.billetten.dk købe billetter til åbningsceremonien og derudover også til både enkelte dage og den samlede turnering.
 
 

Publiceret 28 September 2015 13:00