De pensionerede malere på Håndværksmuseet i Randers er en guldgrube af viden om gamle dekorationsteknikker. Nu kan man opleve de gamle mestre male dekorative bogstaver og udsmykninger med skabelon og få tips og tricks til, hvordan man selv bruger teknikker derhjemme i boligen. Foto: Museum Østjylland

De pensionerede malere på Håndværksmuseet i Randers er en guldgrube af viden om gamle dekorationsteknikker. Nu kan man opleve de gamle mestre male dekorative bogstaver og udsmykninger med skabelon og få tips og tricks til, hvordan man selv bruger teknikker derhjemme i boligen. Foto: Museum Østjylland

Pensionerede malere løfter sløret for gamle teknikker

Håndværksmuseets frivillige malere viser lørdag 3. oktober, hvordan man kan lege med farver og dekorationer på vægge, gulve og gamle møbler
 
Europas længste bynavn, en stak skabeloner og rigeligt med pensler og maling er ingredienserne på en hyggelig eftermiddag på Håndværksmuseet i selskab med pensionerede malere, som deler gavmildt ud af deres store viden, tips og tricks om dekorations- og skiltemaling.
Alle interesserede med en stor eller lille kreativ åre inviteres til at kigge med og måske blive inspireret til hjemlige og unikke dekorationer lørdag 3. oktober klokken 12–16 på Museum Østjylland - Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16.
Skiltemaling, der i gamle dage var en selvstændig maleruddannelse, bruges i dag primært til dekorative formål, og malerne vil demonstrere, hvordan man kan bruge det gamle skiltemagerfag i moderne boliger.
Malerne vil blandt andet vise publikum, hvordan de kan male bogstaver og ved hjælp af skabeloner lave deres egen tekst eller slogan på væggen. Faglig inspiration og gode råd lige til at afprøve derhjemme i huset eller lejligheden.
 
Maler Europas længste bynavn
For at få lejlighed til at male rigtig mange bogstaver har malerne fundet et bynavn, der ved eftermiddagens arrangement skal skrives på et skilt. Faktisk er det nødvendigt med et hele tre meter langt skilt, da det er Europas længste bynavn, fra den walisiske by Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllllantysiliogogogoch! Direkte oversat står der ”Saint Marys kirke i hulningen ved den hvide hassel nær en brusende strømhvirvel og Saint Tysilios kirke ved den røde grotte".
Malerne på Håndværksmuseet vil foruden bogstavmaling også vise andre teknikker og inspirere publikum til at give gamle møbler et helt nyt look.
Ådring og marmorering er to gamle teknikker, der nok er lidt svære at udføre, men Håndværksmuseets malere kan stadig kunsten. Resultatet kan blive helt fantastisk. Nye farver, en slyngende blomsterranke eller andet lavet med hjælp af skabeloner kan også gøre underværker ved en udtjent skammel eller en gammel stol.
Der er gratis adgang til arrangementet

Publiceret 28 September 2015 13:41