Soroptimisterne planter et egetræ

I anledning af 100 året for indførelse af kvinders valgret gennemfører Soroptimisterne en landsdækkende aktivitet, hvor de forskellige klubber planter egetræer på udvalgte pladser landet over. Randersklubben deltager i aktiviteten, og inviterer derfor til et arrangement ved Randers Kollektivhus lørdag 3. oktober
 
Dagen starter med afsløring af en plade ved det nyplantede egetræ, der fortæller hvorfor og af hvem træet blev plantet.
Træet er sponsoreret af klubbens medlemmer, der alle har støttet med et beløb, så træet kunne købes.
I løbet af dagen vil der være underholdning idet Jennumparkens pigekor giver prøver på deres brede repertoire.
Der vil være taler af klubbens præsident Solvejg Vinther Andersen samt byrådsmedlem Fatma Cetinkaya.
Publikum får mulighed for at købe kaffe/te og kage, ligesom der bliver solgt lodder til et amerikansk lotteri med mange gevinster.
Overskuddet fra lotteriet går ubeskåret til soroptimisternes internationale projekt ”Giv en pige ret”.
 
Projektet
I Mali i Vestafrika har de fleste fattige piger og kvinder ingen dokumentation for, hvem de er.
En piges fødsel registreres i familiens hjerte, men ellers ingen andre steder.
På landet mangler 98 procent af de fattigste piger en fødselsattest – i byerne er tallet 30 – 35 procent.
Når en pige vokser op, får hun ikke de papirer, der giver hende status, beskyttelse og rettigheder.
Uden fødselsattest kan hun ikke komme i skole – ikke få et identitetskort – ikke afgive sin stemme – og ikke få en vielsesattest.
"Soroptimist International har sat sig det mål at sørge for at mindst 4000 af de fattige piger og kvinder får de nødvendige papirer", siger præsidenten for SI Randers Solvejg Vinther Andersen.
"Vi i randersklubben er gået med i projektet, idet vi finder det særdeles vigtigt at hjælpe disse ulykkelige piger til at få en retmæssig tilværelse".
”Giv en pige ret”- projektet foregår ved at vi sælger gavekort til 250 kr.  Hvert gavekort sikrer et en pige kan få sin identitetsattest og dermed komme videre med en positiv tilværelse i det fattige Mali
Ved at købe et gavekort er man med til at sikre pigerne rettighedspapirer, der flytter holdninger og giver en ny følelse af at være borgere med ansvar og muligheder.
"Vi har valgt at kombinere fejringen af 100 året for kvindernes valgret med vores deltagelse i projektet i Mali, og dermed vise at vores organisation lever op til de mål vi har sat, for at sikre kvinder og børns rettigheder.  Så vi håber at rigtig mange vil støtte op om vores arrangement 3. oktober kl. 13.00 ved kollektivhuset på Viborgvej 98", siger præsidenten for SI Randers Solvejg Vinther Andersen.

Publiceret 28 September 2015 13:44