Byttemarked på Risbjerggård

Alle er velkomne til at komme og bytte. Frivillige er der hårdt brug for, lyder det fra arrangørerne

På næste lørdag den 3. oktober mellem kl. 10 og 16.30 er der igen byttemarked på Risbjerggård. Et byttemarked er et pengeløst genbrugsmarked, hvor man kan bytte brugbare ting med hinanden. Husk kun at medbringe ting, du selv kan bære - ikke store ting som fx møbler og billedrørs-tv.

- Vi havde pænt med besøgende på Hvidovres første større byttemarked i juni, så vi ville godt arrangere et nyt. Vi er to frivillige ildsjæle Thomas Otzen og Eva-Pernille Poulsen, der mener der bør sættes mere fokus på forbrug og genbrug i Hvidovre. Vi kan se til hver indsamling af storskrald i villakvartererne, at der sættes meget ”guld” på gaden – det skulle gerne genbruges. Nu er der mulighed for at tage sine ting med til markedet og bytte dem til noget, man mangler i stedet.

Hvordan bytter man?

•Medbring ting og tøj i god stand (dog ikke store ting som møbler og billedrørs-tv) •Fordel selv dine ting efter kategorier på bordene •Gå på opdagelse og tag hvad du kan bruge •Overskuddet af ting bliver doneret til velgørende formål På et byttemarked kan man i løbet af dagen komme og gøre fund. Det vil sige, at det ikke kun er spændende at komme fra morgenstunden, for pludselig kan en anden aflevere netop det, man mangler. Den sidste time af byttemarkedet mellem kl 15.30 og 16.30 bliver alle lukket ind - også dem, der ikke medbringer ting. - På facebook.com/byttemarkedrisbjerggaard kan man læse mere om markedet og tilmelde sig som frivillig - dem har vi hårdt brug for, slutter Thomas Otzen.

Publiceret 29 September 2015 08:00