-– Når der ikke ser ud til at være stor interesse for at diskutere en ny biblioteksstrategi for Køge Kommune, kan det jo tages som et tegn på, at der er bred tilfredshed med vores biblioteker, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Anette Simoni. (Arkivfoto).

-– Når der ikke ser ud til at være stor interesse for at diskutere en ny biblioteksstrategi for Køge Kommune, kan det jo tages som et tegn på, at der er bred tilfredshed med vores biblioteker, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Anette Simoni. (Arkivfoto).

Dialogmøde om ny biblioteksstrategi igen aflyst

KØGE: For anden gang har Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune inviteret til dialogmøde om ny biblioteksstrategi. Og for anden gang er det aflyst.
Der var tilsyneladende ikke mange Køge-borgere, som havde lyst til at diskutere bibliotekernes udvikling med politikerne. Faktisk kun fem, at dømme efter tilmeldingerne inden weekenden.
– Når der ikke ser ud til at være stor interesse for at diskutere en ny biblioteksstrategi for Køge Kommune, kan det jo tages som et tegn på, at der er bred tilfredshed med vores biblioteker. Men jeg synes alligevel, at det er ærgerligt, for dels er biblioteket en rigtig vigtig institution i vores velfærdssystem, og dels bruger vi mange ressourcer på at have et godt og tidssvarende bibliotekstilbud i Køge Kommune, siger Anette Simoni, formand for Kultur- og Idrætsudvalget.
Den nye biblioteksstrategi lancerer bl.a. visionen 'Livskraft fra 0-100' og sætter dermed fokus på, hvordan biblioteket kan være et centralt tilbud til borgere i alle aldre.
I Køge Kommune er bibliotekerne da også klart det mest brugte kulturtilbud med næsten 400.000 årlige besøgende.
– Men et stærkt og levende kulturliv kommer ikke af sig selv. Vi har som politikere brug for hele tiden at være i dialog med vores borgere om deres ideer og behov, for at vi sammen kan skabe spændende og vedkommende tilbud, siger Anette Simoni.
Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget har således ikke tænkt sig at give op, men vil nu se på, hvad der skal til for at få gang i dialogen.
– Selvfølgelig skal vi også se på, om vi sælger sagen godt nok. I sidste ende kan det jo være et spørgsmål om, hvorvidt vi om 10-15 år overhovedet skal have fysiske biblioteker, og her kan vi måske være bedre til at gøre det tydeligt, at en biblioteksstrategi også har nogle praktiske konsekvenser for, hvordan vi indretter os, slutter formanden.
Den nye biblioteksstrategi er i høring frem til torsdag den 1. oktober, så det er fortsat muligt at give sin mening til kende. Biblioteksstrategien kan findes på Køge Kommunes hjemmeside.
pm

Publiceret 29 September 2015 16:00