brand i hbc hallen fredag den 5. juni 2015

brand i hbc hallen fredag den 5. juni 2015

HBC sjofles og risikerer konkurs

KRONIK af Carsten Werge og Kurt Wolf

At en ulykke sjældent kommer alene, beviser denne aktuelle fortælling om Hvidovre Badminton Clubs situation.

Af
På vegne af HBC Kurt Wolf - Carsten Werge

En fortælling der handler om, at en af Hvidovres største og mest velfungerende sportsklubber er truet på sin eksistens på grund af et sløvt forsikringsselskab, en passiv kommune, der heller ikke altid har lige godt styr på sine i forvejen begrænsede idrætsfaciliteter, og en snert af manglende solidaritet mellem Hvidovres idrætsforeninger. Men det er heldigvis også historien om, at HBCs mange frivillige ledere plus naboer fra Rødovre og Brøndby har forsøgt at hjælpe klubben efter bedste evne. Grundlovsdag, altså i starten af juni, ramte en brand HBC-hallen. Der gik ild i en frituregryde, og det gik hårdest ud over køkken og restaurant. Mens de første mange meldinger gik på, at selve badmintonhallen, som cirka 800 medlemmer har stor gavn af, kun var beskadiget i begrænset omfang. Da HBC-hallen jo er kommunalt ejet, blev kommunerns forsikringsselskab selvfølgelig sat på sagen med skadeskonsulent Casper Gregersen (taksator fra HouseCenter) som en styrmand, der desværre viste sig at være ude af kurs. Hans første bulletiner gik på, at de syv baner med stor sandsynlighed kunne bruges igen fra slutningen af august, altså få uger efter den normale sæsonstart, så på dette tidspunkt så sagen ikke så faretruende ud. Men desværre blev der stort set intet arbejde udført de første to måneder. Hallen lå øde hen, håndværkerne var ikke synlige, og først langt henne i forløbet begyndte Casper Gregersen at undersøge, om der var alvorlige sod- og røgskader inde i selve sportshallen. Det viste der sig at være, hvilket Casper Gregersen meddelte på et byggemøde den 9. september..

Klar til december?

Dags dato er status, at HBC-hallen muligvis er klar til brug i december, men sandheden er, at det ikke ligefrem bugner med flittige håndværkere oppe i vores hal, og at reparationsarbejdet foregår i super slowmotion. Hvidovre Kommunes ageren har heller ikke været prangende. Kommunen har tilkendegivet, at sagen er en brandskade, og at de derfor kun i begrænset omfang har haft indflydelse på processen. En udlægning, vi naturligvis undrer os over, da det jo kommunen der ejer HBC-hallen og derfor er ansvarlig for at lægge pres på de forskellige instanser som skal sikre, at 800 medlemmer (de fleste Hvidovre-borgere) ikke er hjemløse i længere tid end højest nødvendigt. Gad vide om Hvidovre kommune havde haft samme passive tilgang, hvis der i stedet havde været brand på Hvidovre Rådhus? Nu ender HBCs spillere med at skulle vente minimum et halvt år, og selv om kommunen på nogle parametre har forsøgt at kompensere ved at skaffe træningstider i andre haller rundt omkring, så har heller ikke den proces været decideret fantastisk. Selvfølgelig kan man ikke forvente, at 800 aktive badmintonspillere bare remplaceres fra den ene dag til den anden, men de tildelte træningstider har været markant få og på komplicerede tidspunkter, og desværre har det i fleste tilfælde været den nedslidte Frydenhøjhallen, der er blevet tilbudt. En hal, hvor man ikke engang har haft badmintonnet nok til alle baner, hvor nettene er totalt ramponerede, hullede og hænger som guirlander, og en hal hvor vi endda har oplevet, at søm lige pludselig stak op ad strittende guldbrædder. Vi har også haft medlemmer plantet i en gymnastiksal, hvor der ikke var net, men hvor meldingen gik på, at "vi jo bare kunne trække gymnastikbommen ned fra loftet og bruge den som net". Den lader vi lige stå et øjeblik!

HBC hjælper gerne

Branden har åbnet vores øjne for, at Hvidovre er en by med forældede og dårlige idrætsfaciliteter, og at der sagtens kunne være bedre styr på, hvor meget de forskellige haller reelt er i brug. Vi har konstateret, at der rundt omkring er masser af hal-tid der kan bruges bedre, og at ikke alle Hvidovres sportsklubber er lige solidariske ift. at hjælpe HBC i en situation der reelt truer klubbens eksistens. Omvendt har vores bedste seniorspillere mødt kæmpe velvilje fra Rødovre kommune, idet Rødovrehallen har været træningsbasen, og fornylig lykkedes det os at låne baner i Brøndby Badminton Klub, så vores ungdomsspillere får bare et minimum af træningstider. Problemstillingen eksemplificeres yderligere ved det faktum, at vores ungdomshold er nødt til at spille hjemmekampe i Lyngby, Valby og andre steder væk fra vores hjemby. Tankevækkende, at vi ikke engang kan få hjælp til hjemmebane-kampe i dét område vi hører til.. Men super flot assistance fra Rødovre og Brøndby – og samtidig en gedigen falliterklæring for Hvidovre, der jo ellers ynder at bryste sig med at være en god idrætskommune, men for os at se bør kravle ned fra piedestalen og i stedet gøre sig nogle tanker om, hvordan man bliver det igen. Vi i HBC melder os meget gerne til at være med til, at udvikle ideer og planer for en genopretning af Hvidovre som en kommune med et blomstrende sportsliv for både elite og bredde. Og vi mener ikke kun på badmintonfronten. Det gør vi meget gerne, hvis altså klubben overlever denne gigantiske krise. Enhver bør jo kunne forstå, at de økonomiske konsekvenser af manglende kontingenter kan udløse en konkurs. Læg dertil, at branden har bombet et ellers spirende ungdomsarbejde tilbage. HBC har igennem de seneste 5-6 sæsoner arbejdet målrettet på at genskabe klubben som en gigant i dansk badminton, en række store talenter er poppet op takket være den fantastiske trænerstab, som Rune Ulsing står i spidsen for, men når man pludselig mister sine træningsbase og nærmest fra uge til uge får tildelt sparsomt med træningstider alle mulige steder, så er det tæt på umuligt, at lægge den træningsplan, der skal sikre spillernes videreudvikling. Ligesom det træningssamarbejde, som HBC de seneste sæsoner har indledt med en række andre klubber, er svært at bibeholde, når vi står uden faciliteter i minimum et halvt år. Og sådan kan vi desværre blive ved i én uendelighed.

Stor risiko for klubben

Højaktuelt står HBC foran at skulle arrangere Danish Junior Cup, en af Europas mest prestigefyldte elite-ungdomsturneringer, hvor der kommer deltagere fra op imod 10 forskellige lande. Alligevel har Hvidovre kommune kun kunnet stille Frydenhøjhallen til rådighed til finaledagen. En hal, hvis "fortræffeligheder" vi jo allerede har fortalt om i denne artikel. HBC har naturligvis anmodet om og påpeget bedre alternativer her, men er blevet afvist. Surt show, også fordi HBC forud for arrangementet er blevet opfordret af det Europæiske Badmintonforbund til, at Danish Junior Cup fremover skal indgå i den ”Internationale Junior Circuit”, hvilket selvfølgelig vil være fantastisk for både klubben og forhåbentlig bidrage til, at Hvidovre Kommune får god reklame. Men disse muligheder og planer risikerer at blive forpurret, nu hvor vi er henvist til at afvikle årets turnering under sølle rammer i Frydenhøjhallen. Branden i HBC har, som du forhåbentlig fornemmer, haft enorme konsekvenser for HBC. Uvisheden om hvornår hallen på Bibliotekvej 62 igen er klar, har forplumret en masse, og forestil dig hvor meget det her belaster alle de frivillige sjæle og klubbens administration, der fremfor at tænke på at videreudvikle en stor og traditionsrig klub i stedet ender med at bruge alt krudtet på at kæmpe for træningstider i dårlige haller, og bakser med konstant information til medlemmerne om, at nu skal der trænes her fremfor der, og nu fik vi alligevel ikke den hal-tid der var blevet stillet os i udsigt. Så konsekvensen her er ikke bare af økonomisk art. På den lange bane risikerer HBC, at alle de fantastiske frivillige ledere slides op før og siger stop. Vi håber ikke det sker, men vi frygter ærlig talt det værste.

Publiceret 29 September 2015 08:00