De frivillige kunne høre historier om andre samarbejder fra forskellige frivilligprojekter. Fra højre ses Peter Poulsen (Broen Køge), Jonna Henriksen (CP Kelco), Sille Haahr-Aasmul (Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og Omegn) og Miechael Stian Hansen (Røde Kors Integration). Lone Sewerin fra Køge Kommune interviewer. (Foto: Afrah Al-Jabouri).

De frivillige kunne høre historier om andre samarbejder fra forskellige frivilligprojekter. Fra højre ses Peter Poulsen (Broen Køge), Jonna Henriksen (CP Kelco), Sille Haahr-Aasmul (Borgerforeningen Lille Skensved, Højelse og Omegn) og Miechael Stian Hansen (Røde Kors Integration). Lone Sewerin fra Køge Kommune interviewer. (Foto: Afrah Al-Jabouri).

Lokale ildsjæle til fest på Tapperiet

KØGE: Fredag aften fejrede Køge Kommune det frivillige engagement i kommunen til Frivillig Fredag. Ildsjæle fra alle de mange frivillige foreninger var inviteret på mad og underholdning.
Der findes mere end 150 frivillige foreninger og initiativer i Køge Kommune, og fredag var de alle inviteret til den nationale frivillighedsdag – Frivillig Fredag.
Omkring 140 frivillige havde fundet vej til Køge Havn, hvor Tapperiet dannede rammen om et arrangement med mad, musik og historier fra det frivillige Køge.

Frivillige i centrum

De frivillige var fredag aften i en, for dem, uvant rolle. De var festens midtpunkt på en aften, hvor det frivillige arbejde var i højsædet. Køge Kommunes Frivilligråd, som var vært for aftenen, brugte den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag som anledning til at sige tak for det store engagement der findes rundt om i kommunen.
Frivillighedskoordinator i Køge Kommune samt sekretær for Frivilligrådet Ulrik Gade Husted var meget tilfreds med aftenens forløb:
- Jeg håber og tror på, at de frivillige i Køge Kommune gik herfra i aften med følelsen af, at deres frivillige arbejde bliver værdsat. Det frivillige miljø er en vigtig del af lokalsamfundet, og derfor er det vigtigt, at vi anerkender den store indsats, der hver dag bliver lagt i at gøre Køge til et godt sted at leve.
Mange frivillige havde selv hjulpet med til at gøre dagen mere festlig. Nogle hjalp med maden, mens andre kom med underholdende indslag i løbet af aftenen.

Nye relationer og nye samarbejder

Dagen blev dog ikke kun brugt som fejring. De frivillige fik også muligheden for at blive inspireret af andre til at gøre tingene på en anden måde og måske at starte nye samarbejder op.
- Frivilligheden rummer et stort potentiale. Der er rigtig mange gode ideer og initiativer derude, og Frivillig Fredag har forhåbentlig været med til at skabe nye relationer mellem frivillige og mere viden om hvad andre frivillige har af aktiviteter, siger Ulrik Gade Husted.
pm

Frivillig Fredag

Frivillig Fredag afholdes hvert år den sidste fredag i september over hele landet.

I år er det 5. gang, der bliver afholdt Frivillig Fredag i Danmark med over 300 planlagte aktiviteter.

Publiceret 29 September 2015 08:30