50-års fødselaren nyder livet

Willy Støckler rundede for nylig 50 år og 30 år i møbelbranchen. Avisen mødte den driftige forretningsmand til en snak om udfordringer, møbelbranchen og om at sætte pris på livet

Af
Rune Weitling

Mange i Esbjerg og omegn kender Willy Støckler. Men Willy Støckler kender formentlig endnu flere i Esbjerg og omegn.
Det var nemlig en esbjergdreng og forretningsmand, som har en ualmindelig stor berøringsflade, der for nylig fejrede sin 50-års fødselsdag og 30 års jubilæum i møbelbranchen. Det hele begyndte tilbage i 80'erne som arbejdsdreng, men egentlig lå det ikke i kortene, at Willy skulle gå i faderens fodspor og bliver ejer af en møbelbutik. Men sådan gik det som bekendt og bortset fra en kort afstikker til Horsens for at blive udlært, har Willy Støckler alle dage arbejdet i og ud fra Esbjerg.
“Jeg er en Esbjerg dreng, så det har været ganske naturligt,” forklarer Willy Støckler.

Prøve noget andet

De fleste kender Willy og familien Støckler gennem møbelkæden Idemøbler, som familien en overgang ejede seks seks butikker af rundt om i landet. I 2007 solgte familien sine forretninger til kapitalfonden Axcel, og Willy Støckler lægger ikke skjul på, at det var hårdt.
“For det første var det jo noget, vi havde opbygget, og for det andet følte jeg jo, at jeg havde verdens bedste job. Men vi så nogle muligheder i salget, og derfor slog vi til. Aftalen var, at vi geninvesterede nogle af pengene igen. Dem tabte vi, fordi kædens aktiver hurtigt blev nedskrevet,” siger en ærlig Willy Støckler, mens han ser lidt eftertænksomt ud i lokalet og fortsætter så:
“Kunne jeg gøre det om, så ville jeg have solgt alt og hoppet i en robåd for at komme helt væk fra branchen. For at prøve noget helt andet. Men vi troede jo på, at det var den rigtige løsning dengang. Det har taget tid at finde mig selv igen, men i dag føler jeg, at jeg er, hvor jeg skal være. Også selv om det fortsat er i møbelbranchen,” siger Willy Støckler med det smil, de fleste kender.

Vil nyde livet

50-års fødselaren er en driftig forretningsmand, der i dag er inderhaver af både Kollund Møbler, Støcbo Senge og Gulve, Svane Køkken Esbjerg, Garant Tæpper og Gardiner i Varde og Esbjerg, Eat & Play samt en række ejendomme.
Men han er også en livsnyder, der holder af udfordringer, andre menneskers selskab, ekstremsport og ikke mindst rejser og samvær med familien, der tæller samleveren Anne-Mette gennem 32 år samt børnene Maria, Sarah og Phillip.
“Jeg kan godt lide at have folk omkring mig, der har noget drive. Man skal ville noget her i livet. Der må gerne ske noget,” siger Willy, der selv både går på jagt, har cyklet til Paris med Team Rynkeby tre gange, gennemført Trondheim-Oslo - et 540 kilometer langt cykelløb på 23 timer - samt udfordret sig selv op ad Alpe D'huez flere gange.
Fødselsdagen blev fejret med en reception i Eat & Play - det gamle Esbjerg Legeland, som netop har fået en overhaling - men selv om Willy har tænkt over, at der nu står 50 år på dåbsattesten, så er det ikke noget, der går ham på.
“Men det betyder, at jeg har funderet mere over, hvad jeg vil bruge min tid på. Jeg vil fortsat gerne være med til at sætte ting i gang, for det elsker jeg, men jeg behøver ikke nødvendigvis stå i spidsen for det. Derudover vil jeg nok afspadsere lidt mere de næste 10 år, og min hustru og jeg har blandt andet et ønske om at investere i en sejlbåd og tage på længere ture,” siger han med et smil, men slår samtidig fast, at det ikke kunne lade sig gøre uden sin gode stab af medarbejdere.
“Jeg vil i bund og grund bare være glad og omgive mig med mennesker, der udfordrer mig på den ene eller anden måde. Jeg vil se mine børn vokse til og være glade. jeg vil rejse. Jeg vil prøve mig selv af i den grad, som kroppen tillader. Jeg vil bare nyde livet.”

Publiceret 01 November 2015 13:00