Peter Bredsdorff-Larsen. (Privatfoto).

Peter Bredsdorff-Larsen. (Privatfoto).

Håndboldtræner lærer østsjællandske ledere om motivation

GREVE: Motivation er et centralt tema for enhver leder. Derfor vil Lederne Østsjælland på konferencen ”Motivation – Viljen til at vinde” stille skarpt på motivation som ledelsesværktøj.
Konferencen finder sted tirsdag den 10. november kl. 13.00 i Portalen – Greve Teater- og Musikhus. På konferencen kan man opleve en praktiker og en ekspert give deres bud på, hvordan man bedst motiverer sig selv og sine ansatte.
Peter Bredsdorff-Larsen er cheftræner for håndboldholdet Bjerringbro-Silkeborg og tidligere assisterende landstræner. På konferencen vil han med udgangspunkt i sine erfaringer fra håndboldverdenen give deltagerne gode råd til, hvordan man får toppræstationer frem i sit team.
Peter Holdt Christensen er forfatter, motivationsforsker og lektor på CBS. Han vil på konferencen give deltagerne indsigt i fem forskellige medarbejdertyper og hvilke motivationsstrategier, der virker på de forskellige typer.
Afdelingsformand for Lederne Østsjælland Jan Carlsen glæder sig til, at de to gange Peter bidrager med hver deres unikke perspektiv på motivation.
- Først får vi historier fra kulissen bag det danske håndboldlandshold af Peter Bredsdorff-Larsen, hvor vi kan lære noget om, hvordan vi som ledere motiverer vores egne talenter. Bagefter giver Peter Holdt Christensen det teoretiske perspektiv på motivation og nogle konkrete værktøjer. De to oplægsholdere vil supplere hinanden godt og give de lokale ledere inspiration til at motivere mere i hverdagen, siger Jan Carlsen.
Konferencen i Portalen i Greve er rettet mod ledere på alle niveauer, og både medlemmer og ikke-medlemmer af Lederne er velkomne.
Tilmelding kan ske på www.lederne.dk/konferencer.
pm

Publiceret 01 November 2015 14:00