Formand for Kjøge Mini-By Laug, Per Thestrup (th) under sin jubilæums takketale til Kjøge Mini-Bys Venner ved deres 25-års jubilæum i sommer. (Foto: JCJ).

Formand for Kjøge Mini-By Laug, Per Thestrup (th) under sin jubilæums takketale til Kjøge Mini-Bys Venner ved deres 25-års jubilæum i sommer. (Foto: JCJ).

Per Thestrup fylder 80 år

FØDSELSDAG: Forhenværende landsformand i Ældre Sagen og nuværende formand for Kjøge Mini-By Laug, Per Thestrup, Køge, kan fredag den 6. november fejre sin 80 års fødselsdag.
Per Thestrup, der er født på Frederiksberg, har været en yderst aktiv mand, med et stort engagement i frivilligt arbejde altid.
Per Thestrup er uddannet ved Flyvevåbnet som radio/radar mekaniker. Hans erhvervsaktive karriere har fra 1959 været i Danmarks Radio som kameramand og holdleder. Det blev til 35 år i DR og han har således fulgt hele TV's udvikling.
Per Thestrup har boet i Herlev og var politisk aktiv gennem 14 år i Herlev kommunalbestyrelse, deraf flere år som 2. viceborgmester.
Der var i årene i Herlev mange foreninger og organisationer der høstede gavn af hans foreningsinteresser og igangsætter gen.
I 1990 flyttede Per Thestrup til Køge og han var fra starten aktiv på flere felter. Han blev hurtigt medlem af Kjøge Mini-By og virkede med fotoopgaver.
Per Thestrup var med til at starte TV-Køge, som leder og tog sig af TV-studie og TV-udstyr. Han har senere været medstifter af Senior PC-support, med i Køge kommunes Ældreråd gennem mange år.
Ældre Sagen har haft god gavn af Per Thestrup såvel lokalt som formand i flere år og på landsplan.
Fra 1999 med i hovedbestyrelsen, tre år som næstformand og med til at præge Ældre Sagens struktur/vedtægter og fra 2003 til 2012 landsformand for denne, en af landets største organisationer der dengang havde 628.000 medlemmer.
Efter at have trukket sig tilbage fra Ældre Sagen stod et lokalt formandsjob klar til Per Thestrup, da han igen fik mere tid til Kjøge Mini-By og nu kunne tiltræde som formand for Lauget og være med til at præge den store opgave som dette projekt er, med at bygge Køge by som den så ud i 1865 i størrelsesforholdet 1:10, og glæden ved at være sammen med andre om dette.
Fødselsdagen fejres bl.a. af Kjøge Mini-By med fælles morgenkaffe på dagen.
pm

Per Thestrup - en aktiv mand fylder 80 år. (Privatfoto).

Per Thestrup - en aktiv mand fylder 80 år. (Privatfoto).

Publiceret 01 November 2015 10:00