PR electronics på den hvide trøje. Fra venstre Simon Bisbo, salgsdirektør i PR electronics A/S, Kim Rasmussen, direktør og ejer af PR electronics A/S, Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF, og Michael Birn, salgsdirektør i AGF. Pressefoto

PR electronics på den hvide trøje. Fra venstre Simon Bisbo, salgsdirektør i PR electronics A/S, Kim Rasmussen, direktør og ejer af PR electronics A/S, Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF, og Michael Birn, salgsdirektør i AGF. Pressefoto

Sponsorat skal sikre dygtig arbejdskraft

PR electronics A/S i Følle går med sponsoraftale med AGF i offensiven for at sikre sig den bedste arbejdskraft

Af
Af Martin Schulktz

”For at kunne leve op til vores store ambitioner om vækst skal vi være i stand til at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, og det skal sponsoraftalen med AGF hjælpe os med.”
Sådan siger marketingsdirektør Simon Bisbo om den sponsoraftale, som elektronikvirksomheden PR electronics i Følle ved Rønde forleden indgik med superligaklubben AGF.
Som guldsponsor går PR electronics ind i superligaklubbens sponsororganisation på linie med for eksempel NRGi, OK, Nordea og Danske Bank. Virksomheden bliver synlig på AGF's hjemmebane Ceres Park ved at lægge navn til en VIP-lounge og ved at få sit navn på spillerboksene på stadion.
Samtidig støtter virksomheden som trøjesponsor et kommende AGF Talentcenter i Rønde, hvor PR electronics i forvejen er navnesponsor på byens nye kunstgræsbane, PR Park, som blev indviet i vinter.

Flere arbejdspladser

PR electronics satser benhårdt på at skaffe sig de bedste medarbejdere og skal som højteknologisk elektronikvirksomhed, placeret i periferien af Aarhus, være synlig i rekrutteringen af de dygtigste medarbejdere i Aarhusområdet og Østjylland.
Ifølge salgsdirektør Simon Bisbo, PR electronics, har sponsoraftalen med AGF til hovedformål at udbrede kendskabet til virksomheden i Østjylland.
”Vores plan er fortsat at tage markedsandele i Danmark og internationalt - og med virksomhedens strategi om at fastholde produktion og udvikling i Danmark forventes den fortsatte vækst at skabe endnu flere arbejdspladser på tværs af alle faggrupper,” siger Simon Bisbo.

Den lokale U15-spiller Nikolaj Sauer er med i AGF’s talentarbejde. Her med AGF direktør Jakob Nielsen (tv) og direktør og ejer Kim Rasmussen, PR electronics.

Den lokale U15-spiller Nikolaj Sauer er med i AGF’s talentarbejde. Her med AGF direktør Jakob Nielsen (tv) og direktør og ejer Kim Rasmussen, PR electronics.

Udfordre og nytænke

Simon Bisbo mener, at AGF og PR electronics er et godt match.
”Som virksomhed har vi mange værdier til fælles med AGF. PR electronics' slogan ”Performance made smarter” handler i bund og grund om at udfordre status quo, være nytænkende og derigennem opnå store præstationer.”
”Vi er stolte over, at PR electronics ønsker at samarbejde med os for at øge deres kendskabsgrad i Østjylland,” siger adm. direktør Jacob Nielsen, AGF.

Startede som iværksætter

PR electronics er en af de mest fremgangsrige virksomheder i Syddjurs Kommune. Virksomheden blev startet i 1974 som en iværksætter virksomhed i en garage syd for Aarhus af Peter Rasmussen, hvis initialer indgår i navnet PR electronics. Efter et generationsskifte for nogle år siden drives virksomheden i dag af sønnen Kim Rasmussen.
Virksomheden flyttede i 1982 til sin nuværende placering på Lerbakken i Følle og har siden udvidet fem gange.
Virksomheden udvikler, producerer og markedsfører avanceret signalbehandlingsudstyr til fabriks- og procesindustrien over hele verden.
PR electronics har 150 medarbejdere indenfor udvikling, produktion, og salg og marketing i Følle, og virksomheden har gennem alle årene bevaret den højteknologiske produktion i Danmark. PR electronics har datterselskaber i Sverige, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, USA, Kina og senest Belgien, og har forhandlere i 45 lande.

Publiceret 01 November 2015 16:00