Ildsjæle har visionerne klar for Løjt Kirkeby

Et borgermøde på mandag vil løfte sløret for visionerne fro Løjt Kirkeby

Af
Af Betina Skjønnemand

På et borgermøde på mandag løftes sløret for den fremtidige udviklingsplan for Løjt Kirkeby. Planen er blevet til i samarbejde mellem lokale løjtinge og Aabenraa Kommune. Efter mødet sendes planen i høring.
I efteråret har engagerede borgere på Løjt Land, Løjtland Fællesråd, Move Arkitektur og Aabenraa Kommune samarbejdet om, hvilken retning Løjt Kirkeby skal udvikle sig i de næste 10-15 år. Visionerne er samlet i en udviklingsplan for området.
Visionerne bygger blandt andet på input fra to åbne workshops, hvor alle interesserede borgere kunne møde op og få indflydelse. På den første af disse workshops blev nedsat en frivillig arbejdsgruppe af erfarne og nye lokale ildsjæle, som har taget ekstra ejerskab for processen. “Vi har haft utrolig god opbakning og lokalt engagement i denne proces. Det er et rigtig godt eksempel på, at udvikling er noget, vi skaber sammen i Aabenraa Kommune. Jeg håber, at engagementet fortsætter, og at borgerne bruger udviklingsplanen til at skabe nye fælleskaber og projekter,” siger Philip Tietje, formand for Vækst- og Udviklingsudvalget.
Alle interesserede er inviteret til borgermødet, der holdes i Løjt Kirkeby Skoles multisal kl 19.
Medlemmer af Vækst og Udviklingsudvalget deltager i mødet.



Fakta
Udviklingsplanen sendes i offentlig høring fra tirsdag 10. november til tirsdag 8. december. Herefter behandles høringssvarene, og planen skal godkendes af Vækst- og Udviklingsudvalget.

Projektet i Løjt Kirkeby er det første i en række kommende byudviklingsplaner i Aabenraa Kommune. Der er også udviklingsplaner på vej for Rødekro, Tinglev og Bolderslev.

Publiceret 04 November 2015 07:00