'Chante ton bac d´abord' (We did it on a song) er titlen på en fransk film fra 2014, som samtidig er den første film i nystartede International Ciné-Club på EUC Syd. Den kan ses ganske gratis i morgen torsdag den 5. november.

'Chante ton bac d´abord' (We did it on a song) er titlen på en fransk film fra 2014, som samtidig er den første film i nystartede International Ciné-Club på EUC Syd. Den kan ses ganske gratis i morgen torsdag den 5. november.

Kom gratis i international biograf

International Ciné-Club åbner dørene i morgen til en fransk film om fattige studerende

IB College Sønderborg og Alliance Française i Sønderborg er gået sammen om at starte en international ciné-club med gratis entré.
Det betyder, at der fra november til marts er internationale film i Auditorium på EUC Syd på Hilmar Finsens Gade den første torsdag i hver måned kl. 19.
Filmene vises på originalsproget med engelske undertekster, og introduktionen samt de planlagte debatter efter filmene vil ligeledes foregå på engelsk.

Alle er velkommen

Klubben henvender sig især til gymnasieelever og studerende, men alle filminteresserede er meget velkommen.
I klubbens første sæson bliver der primært vist franske film, hvoraf de fleste har fået international anerkendelse og præmier ved festivaler, men som indtil nu ikke er blevet vist i Danmark.

Første franske film

Den første film kan ses torsdag den 5. november. Den hedder 'Chante ton bac d"abord' (We did it on a song) og er fra 2014. Det er en dokumentarfilm om den håbløse situation for studerende i en fattig by i Nordfrankrig.
Filmen introduceres af Jaume Castan Pinos, Assistant Professor, Institut for Grænseregionforskning, SDU Sønderborg. Han vil også lede debatten bagefter.

Kortfilm i december

Den 3. december vises forskellige kortfilm, f.eks. 'L"accordeur' (Thriller, 2010 - The piano tuner) og 'Le Voyage dans la lune' fra 1902 (A Trip to the Moon), én af de allerførste film overhovedet og en absolut must-see film, lyder det fra arrangørerne.
Desuden vil Lisa Emily Petersen, studerende ved IB til maj 2015, ved denne lejlighed vise nogle af sine egne kortfilm, som fik ros fra hendes internationale lærere i filmskabelse. Skriptet til hendes sidste kortfilm 'Tristitia' vandt endda 'Pamoja IB World School Award'.

Hippocrate

Man kan også allerede sætte kryds i kalenderen ved den 7. januar 2016, hvor der står 'Hippocrate' (2014 - Diary of a French Doctor) på plakaten. Det er historien om en ung læge, som er ny i jobbet. Den 4. februar er der en overraskelsesfilm på programmet, og den 3. marts vises filmen 'Au bord du monde' (2013 - On the Edge of the World) om livet blandt 13 hjemløse i Paris.

Arbejdsfordeling

Mens IB College stiller lokaler og teknik til rådighed og inviterer elever, lærere og studerende, sørger Alliance Française for at fremskaffe filmene via Institut Français i København. Der kan desuden fås undervisningsmateriale til filmene ved henvendelse til Lucienne Pubellier på mail til lcfbylulu@gmail.com.
Elever fra IB College har udarbejdet plakat og reklamemateriale til projektet. Efter aftale præsenterer grupper af elever idéen på de lokale gymnasier i de kommende uger – på engelsk, da det er en del af undervisningskravene på IB-linjen at kunne promovere et arrangement på engelsk.

Publiceret 04 November 2015 15:00