Ingen ringere end Kurt Ravn kommer forbi Sædden Kirke den 13. december for at sikre, at folk kommer i den helt rette julestemning.

Ingen ringere end Kurt Ravn kommer forbi Sædden Kirke den 13. december for at sikre, at folk kommer i den helt rette julestemning.

Julekoncert:

Kurt Ravn gæster Sædden Kirke

De fire Odd Fellow loger i Esbjerg har – sammen med Sædden Kirke - arrangeret en fin julekoncert for alle i Esbjerg og omegn.

Logerne har i lighed med tidligere år arrangeret denne koncert således, at rigtig mange mennesker ved at støtte arrangementet kan få en meget stor musikalsk oplevelse som optakt til Julen samtidig med, at de støtter et eller flere lokale humanitære formål. Odd Fellow Ordenen har udover et etisk sigte også et humanitært sigte, og netop i december måned får logerne mange henvendelser om hjælp til ramte familier, som økonomisk har svært ved at klare Julen.

Julekoncerterne rundt om i Danmark er blevet en fast tradition for Kurt Ravn, og i år gæster den populære skuespiller og sanger altså Sædden Kirke. Kurt Ravn har udgivet adskillige CD"er - senest julealbummet "Årets Julekoncert", som rummer såvel letheden, som det stille og inderlige foredrag samt den store hymne. Med sig til koncerten har Kurt Ravn oboist ved Sjællands Symfoniorkester Birgitte Lindum og Kapelmester, organist, pianist Carl Ulrik Munk-andersen.

Koncerten finder sted søndag den 13. december kl. 16.00 i Sædden Kirke, og billetter kan købes på billetnet.dk eller på telefon 7015 6565. Der er intet salg af billetter ved kirken.

Publiceret 04 November 2015 09:15