Strømmen af gæster til Fredericia Teaters Shubidua-musical er så stærk, at også resten af byen kan mærke det. I hvert fald melder byens restauranter, hoteller og butikker om en markant effekt af millionmusicalens succes.
Den lokale forestillingsperiode er i flere omgange blevet forlænget. Og det kan ikke udelukkes, at succesen fortsætter i Fredericia helt ind i december, hvorefter forestillingen skal flytte til Østre Gasværk i København og Musikhuset i Århus.
Lokalavisen Fredericia har spurgt lokale restauranter og hoteller, om de kan mærke noget til musicalen.
Læs også: Teaterformand glæder sig over den afsmittende succes
Cooks
“Om vi kan! Det er rigtig godt!” siger indehaver af Cooks i Danmarksgade, Ibrahim Akkaya.
“Siden premieren har vores omsætning været fordoblet. Også om søndagen, som normalt er en stille dag for os, er der travlt. Forestillings-tiderne er lagt godt i forhold til folk, der gerne vil spise ude først. Og jeg vil gerne rose vores lokale gæster, som er meget tålmodige, når de vil reservere bord. De venter gerne en times tid for at lade de udenbys musical-gæster komme til først”, siger Ibrahim Akkaya.
Hotel Postgaarden
“Ja, det kan vi! Vi bliver løbet over ende,” siger Bjarne Uth, der er hotelvært på Hotel Postgaarden i Oldenborggade.
“Vi har et rekordhøjt antal gæster. Hvis man skal have et værelse i weekenderne, skal man være heldig at nogle andre har afbestilt. Vores restaurant oplever en belægning på hundrede. Det er faktisk en udfordring, mandskabsmæssigt. Men jeg klager ikke,” siger Bjarne Uth med et forpustet smil.
Han oplever, at de overnattende musicalgæster har indkøbsposer med i bagagen, når de rejser hjem igen.
“De har shoppet i midtbyen og kommenterer begejstret på, at hele byen bakker musicalprojektet op. Det kan de jo se i blandt andet butiksvinduerne,” siger han.
Oven Vande
“Ja, dét kan vi. Det tror jeg, at vi alle sammen kan,” siger Henrik Lyager, der er indehaver af Restaurant Oven Vande i Sønder Voldgade.
“Vores omsætning er velsagtens steget omkring 20 procent. Vi har en del tidligt spisende, som kommer her, inden de skal i teatret. Det betyder, at de skal af sted igen og dermed også giver plads til de normale, lidt senere spisende gæster. Det er en rigtig fin win-win-sitaution,” siger han.
Ti Trin Ned
“Ja, vi har oplevet en omsætningsstigning på omkring 25 procent i oktober. Og det er på grund af Shubidua-musicalen,” siger Mette Hvarre Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned.
“Vi har en del store firmaer, der booker bord inden de skal ind at opleve musicalen. Og de gæster, der kommer hertil efter at have oplevet forestillingen er simpelthen så glade! Vi er meget glade for, at teatret har så stor succes,” siger Mette Hvarre Gassner.
Fredericia Shopping
“Ja, butikkerne kan godt mærke, at musicalen giver mere liv. Der er simpelthen flere folk i gaden i længere tid end normalt, fordi så mange er ude at spise og se på vinduer i tiden op til forestillingerne,” siger Christian Jungmark, der er formand for Fredericia Shopping.
“Selvom nogle af musicalgæsterne går ud at shoppe, er det ikke mit indtryk at butikkerne oplever dét som en markant stigning. Men hele succes-oplevelsen og den stigende selvtillid løfter alligevel byen,” siger Christian Jungmark.
Jensens Bøfhus
“Ja, vi kan helt klart mærke, at musicalen trækker folk til byen,” siger Tanja Dall, der er chefværtinde hos Jensens Bøfhus på hjørnet af Gothersgade og Danmarksgade.
“Især på de dage, hvor der er to forestillinger, har vi travlt. Mange familier kommer langvejsfra. De er glade, men også travle. Mange tror, at de kan nå at få bord, bestille og spise i løbet af en time, inden de skal i teatret. Men dét kan være svært at nå,” siger Tanja Dall, der skønner, at omsætningen er steget med 10-20 procent.
Jensens Bøfhus oplevede også publikumsstigning, da teatret opførte Aladdin og Den Lille Havfrue. Men Shubidua-musicalens effekt er større.
Café Carlos
“Ja, vi kan mærke musicalen. Helt klart,” siger Levente Nyetrae, der er indehaver af Café Carlos på hjørnet af Prinsessegade og Sjællandsgade.
Han vurderer, at omsætningen er steget med omkring 20 procent, siden Shubidua-musicalens premiere.
“Det er ofte familier, der kommer og spiser, inden de skal i teatret,” siger han.
Best Western Hotel Fredericia
“Ja, vi kan mærke det,” siger Einar Kring, der er direktør på Best Western Hotel Fredericia.
“Vi spørger ikke altid vores restaurantgæster om deres planer eller hvor de kommer fra. Men vi kan se, at der er musicalgæster iblandt dem. Det udgør ikke så stor en procentdel af vores omsætning. Men de er der, og det er en stigning,” siger han.
Hotellet samarbejder med teatret om en særlig teater-pakke.
“Og vi har vel haft omkring 150 overnatninger i den sammenhæng,” siger Einar Kring i sidste uge.
Rustik Café & Restaurant
“Ja, vi kan absolut mærke musicalens succes,” siger René Kjærsgaard fra Rustik Café & Restaurant.
“Vi er næsten fuld booket hver dag, når der er forestillinger. Faktisk må vi afvise nogle gæster, fordi mange kommer på én gang. Vi vil hellere sige nej til nogle for så tilgæld kunne levere den rigtige kvalitet til de andre,” siger han.
“Vores omsætning er steget med omkring 40-45 procent. Og på teaterdage er omkring 90 procent af vores gæster på vej i teatret,” siger han.
Rustik Café & Restaurant har indrettet sit menukort specielt efter de travle forhold, så køkkenet kan følge med.